Isbrydere: Ingen vil købe Danbjørn og Isbjørn
Ingen vil købe de to isbrydere Danbjørn og Isbjørn. Med mindre en ny ejer melder sig hurtigt, vil de to isbrydere blive udbudt til skrotning i løbet af efteråret.
Skrotningen af de mere end 50 år gamle isbrydere sendes i EU-udbud, men ifølge Fyns Amts Avis er det mest sandsynligt, at skrotningen vil blive udført i Danmark.
Den fynske avis vurderer, at de mest oplagte muligheder er Fornæs i Grenå, Smedegaarden i Esbjerg og Fayard i Munkebo. Hvis ordren går til det fynske værft, kan man sige, at ringen om isbrydernes historie er sluttet, da de begge blev bygget ved Odense Fjord af det daværende Mærsk-ejede Odense Stålskibsværft, Odense og Lindø.
Isbryderne havde i mange år base på Flådestationen i Frederikshavn, men har i de seneste år ligget i Hals.