Gå til hoved-indhold
10. september 2021 - kl. 09.09

Jeg kan godt få øje på hykleriet i FUF og IS

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Peter Laigaard (C): - Det kan undre, at Frederikshavn kommune, der har betalt en stor del af gildet, når det var frivillige, man lavede arrangementet for, accepterer dette. Jeg synes ikke, det her er forsvarlig omgang med betroede midler.
Af: DEBAT-INDLÆG

Peter Laigaard, formand for FfI Håndbold og byrådskandidat (C), har skrevet dette indlæg: I sommer bad Frederikshavn kommune foreningerne påtage sig et socialt ansvar og hjælpe med at arrangere sommercamps - primært for såkaldte foreningsløse. Anders Brandt Sørensen fra FfI Fodbold påpeger meget rigtigt, at foreninger også kan løse denne opgave, mens Asger Mortensen fra Venstre vil privatisere denne opgave.

I både FfI Fodbold og FfI Håndbold tog vi opgaven på os, som vi i øvrigt gør med integration af de udviklingshæmmede, seniormotionister etc. Vi ved nemlig godt, at foreninger kan mere, end man tror. Vi skal bare have rimelige vilkår.

Desværre var der ikke tænkt på, at vi i foreninger også har begrænsede ressourcer, og da aktiviteterne skulle foregå indenfor almindelig arbejdstid, var der ikke tænkt på betaling til foreningerne for denne ekstra opgave, så vi i princippet kunne hyre instruktører. Men vi gjorde det alligevel gratis - sådan er samfundskontrakten mellem foreningerne og det offentlige. Men næste gang skal der findes penge til at aflønne foreningerne for deres opgave.

Måske kunne finansieringen af foreningernes arbejde med at integrere de foreningsløse findes ved at kigge på de to organisationer FUF og IS. De to organisationer fyrer snart cirka 500.000 kr. af på en såkaldt frivillighedshedsfestival, hvor de frivillige nu skal medbringe partner for at fylde op på deltagerantallet. Det næste bliver vel, at man også kan medbringe sine børn! Senest har FUF så skrevet følgende i sit sidste nyhedsbrev:

"Da corona-restriktionerne nu er ophævet udvides tilmeldingsfristen, og det er derfor også muligt at tilmelde ægtefælle/partner. VIP-billetterne til alle frivillige fordeles efter "først til mølle princippet". Prisen er kun kr. 100,- for spisning og det hele. Folkeoplysende foreninger kan tilmelde sine frivillige trænere og ledere og få kr. 80,- tilbage ved at søge frivillighedstilskud."

Jeg har kun én kommentar: Ingen kvaler – kommunen betaler.

Det kan undre, at Frederikshavn kommune, der har betalt en stor del af gildet, når det var frivillige, man lavede arrangementet for, accepterer dette. Jeg synes ikke, det her er forsvarlig omgang med betroede midler.

Eller man skulle måske kigge på, hvordan de to organisationer, der i øjeblikket kører kampagne for at sikre foreningernes opbakning til en protest mod den nye folkeoplysningspolitik, der igen betyder, at de to organisationer mister indflydelse, selv forvalter deres midler. Venstre mener så stadig, de to organisationer skal være repræsenteret i folkeoplysningsudvalget. Alt imens Mette Hardam evaluerer Frederikshavnerordningen sammen med FUF og IS siden 2018, hvor den blev gennemført.

Næsten 40 % af budgettet i IS går til at udbetale skattefrie ledergodtgørelse og kørselsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmerne iflg. deres regnskab. Samtidig har de to organisationer altid slået på, at foreningsarbejdet absolut skal være "frivillig ulønnet".

De to paraplyorganisationer medvirkede i høj grad til at føre politikerne bag lyset, da den nye Frederikshavnerordning blev vedtaget. Konkret har de to organisationer bl.a. været medvirkende til, at man efter den nye Frederikshavnerordning eks. ikke længere kan få tilskud til trænerudgifter, men kun til "munderingsudstyr" (træningsdragter etc.).

Kolde kontanter er således forbeholdt medlemmer af bestyrelsen i IS og FUF. Men de får jo også deres tilskud af kommunen! Det kan godt være, de er frivillige, men ulønnede er de ikke. Der er ikke megen "gøren som man prædiker" over IS og FUF.

Hvem i alverden ville sende sine børn til eks. farlig sport som svømning, ridning, springgymnastik, hvis ikke man vidste, det var professionelt uddannede, der stod bag aktiviteten? Professionelt uddannede instruktører kræver nu en gang betaling for deres arbejde. Hvis foreningerne skal kunne løfte deres opgave, skal de selvfølgelig have tilskud til deres træner/instruktører.

Jeg kan godt få øje på hykleriet og glæder mig over den nye folkeoplysningspolitik som forhåbentlig snart bliver gennemført.

Efter valget skal der så laves en Frederikshavnerordning baseret på den gamle model, som ALLE synes var genial, indtil Venstre fik en åbenbaring og lavede den om. Med IS og FUF som dem, politikerne lyttede til som talerør på foreningernes vegne, trods 30 klubber indsendte negative høringssvar, lykkedes det.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...