Gå til hoved-indhold
13. september 2013 - kl. 00.09

Jesper Pallesen skifter til Vojens' 1. divisionshold

  • 1 af 2
    FOTO: Lars Andersen
  • 2 af 2
    Jesper Pallesen - her side om side med sin tidligere back-makker Emil Birk - debuterer allerede i morgen for Vojens. Foto: Lars Andersen
Af: Lars Andersen

Jesper Pallesen stopper i Frederikshavn White Hawks og fortsætter karrieren på Vojens' 1. divisionshold. Hvordan det lige hænger sammen, forsøger den 19-årige back at fortælle mere om i denne artikel.

- Jeg havde faktisk allerede i sommers da jeg blev færdig på handelsskolen, lysten til at komme enten til udlandet eller et andet sted hen i Danmark, for at spille ishockey. Da jeg så fik kontrakttilbudet fra White Hawks, sagde jeg selvfølgelig ja, fordi det er her jeg altid har spillet og jeg har altid godt kunnet lide at være her, forklarer Jesper Pallesen til Kanal Frederikshavn via telefon torsdag eftermiddag.

Egentlig er det noget, Jesper Pallesen længe har overvejet - at komme væk fra ishockeyen og livet i Frederikshavn. Han afviser blankt, at hans brud med Frederikshavn White Hawks skyldes interne problemer på holdet eller noget som helst i den retning. Den unge back har kun rosende ord overfor sine nu tidligere holdkammerater, som han ønsker held og lykke i den kommende sæson.

- Da vi først begyndte at komme på is i slutningen af juli, var gnisten der for at komme i gang med en ny og spændende sæsonen. Selvfølgelig har jeg været lidt uforstående overfor at skulle sidde over i nogle testkampe, da det efter min mening er der, man skal forsøge sig med alle sine spillere på et hold, men det har ikke været det udslagsgivende for min beslutning, fastslår Jesper Pallesen.

Drømmen om at prøve noget nyt i livet og få nogle nye udfordringer har - samtidig med en manglende gnist i de vante omgivelser i Frederikshavn - været årsagen til valget for den unge back. Jesper Pallesen rejser i dag til Sønderjylland - ned til sin nye arbejdsgiver i Vojens:

- Jeg havde et fint møde med Vojens IK i sidste uge. Godt nok er det 1. divisionsholdet, jeg skal spille på, men jeg har bare haft brug for en luftforandring i mit liv, og så blev det altså i Vojens, at det skulle ske. Jeg har snakket med deres nye canadiske træner og deres sportsmanager, Søren Stockfisch, som ikke udelukker, at der på sigt kan komme en chance på eliteholdet. Men til at starte med hedder det 1. division.

Allerede i weekenden skal Jesper Pallesen spille kampe mod sin nu forhenværende klub. Vojens IK's U20-hold har to kampe på programmet, og den ene er mod mange af Jespers venner fra Frederikshavn.

Jesper Pallesen nåede at optræde for høgene i seks ligakampe samt en håndfuld testkampe. Hans nu tidligere kaptajn, Mads Bech Christensen, udtaler:

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at Jesper ikke har kunnet indfri sine forventninger her på holdet, og det er trist at skulle undvære en spiller, nu vi havde holdet på plads. Det er dog ikke noget, som jeg fornemmer har givet uro eller ugler i mosen. Vi har en vigtig pokalkamp i aften, som alt vores fokus hviler på og længe har gjort.

Cheftræner Lars Ivarsson virker umiddelbart fortrøstningsfuld.

- På kort sigt er det selvfølgelig et tilbageslag, men vi skal jo bare ud og finde en anden. Sådan er det nogle gange i ishockey. Kampen i aften får det ingen betydning for, og det kan ikke udelukkes, at vi på sigt vil give chancen til nogle af vores egne backer fra FIK.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...