Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.07.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

JOBI Værft får ikke lov til at ombygge miljøskibe

- Det er helt ufatteligt, at de ikke kræver en værftsgodkendelse, så sagen slutter altså ikke her, siger Bjarne Laustsen til TV2 Nord.

 

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Bjarne Laustsen er utilfreds med, at Faaborg Værft skal ombygge de to kommende miljøskibe Siff og Frigg.

Det står klart efter miljøminister Lea Wermelin (S) mandag har svaret på de indsigelser og spørgsmål, som Bjarne Laustsen (S) har stillet efter Miljøstyrelsen offentliggjorde deres intention om at skrive kontrakt med netop Faaborg Værft.

Faaborg Værft vandt med et mulehår foran JOBI Værft i Strandby, der ellers vandt arbejdet med de to miljøskibe, inden udbudet blev annulleret på grund af en fejl i udbudsmaterialet.

Bjarne Laustsen har været utilfreds med udsigten til at Faaborg Værft skulle vinde udbuddet, fordi det fynske værft ikke har den miljøgodkendelse til at drive værftsvirksomhed, som de øvrige budgivere har - og har brugt mange penge på at opnå.

Der har nemlig ikke været et konkret krav om specifikke miljøgodkendelser i udbudsmaterialet - blot en løsere formulering om, at budgiverne skulle have alle relevante miljøgodkendelser. Og ifølge Miljøstyrelsen er en værftsgodkendsle ikke et krav for at kunne udføre arbejdet med de to skibe, der blev købt brugt i England for seks år siden.

- Det er helt ufatteligt, at de ikke kræver en værftsgodkendelse, så sagen slutter altså ikke her, forsikrer Bjarne Laustsen, der har været dybt involveret i den tumultariske proces med de to skibe, der har været i gang, siden de blev indkøbt.

Først måtte Miljøstyrelsen nemlig sande, at det arbejde, man ønskede udført, slet ikke stod mål med den betaling, værfterne ville have for at lave det. Der var simpelthen ikke penge til opgaven.

Siden blev et nyt udbud sat i gang, og her var det JOBI Værft i Strandby, der vandt, men på grund af en fejl i udbudsmaterialet blev det igen annulleret, og nu er det så - efter tredje forsøg - lykkedes at finde frem til, hvem der skal ombygge de to skibe.

Hele forløbet og den foreløbige konklusion, der er kommet mandag, har fået Bjarne Laustsen til at bide sig fast i haserne på sagen om Siff og Frigg.

- Jeg slipper ikke sagen her. Nu går opgaven til Faaborg Værft, og så vil jeg sikre mig, at det arbejde, der bliver lavet, bliver lavet ordentligt og til den pris, der er aftalt - sikre mig, at der ikke pludselig kommer nogle ekstraregninger, siger det socialdemokratiske folketingsmedlem, som er valgt i Frederikshavn-kredsen.

På samme måde vil han arbejde for, at der i fremtiden ikke bliver stillet "for få" krav til virksomhedernes miljøgodkendelser, fordi det favoriserer de virksomheder, der som Faaborg Værft kan slippe for at bruge penge på godkendelser, som andre værfter er pålagt at bruge penge på, fordi de har adresse i en anden kommune.

- Det er godt at arbejdet bliver lavet i Danmark, men vi skulle jo gerne have, at det er et værft med de rigtige tilladelser, der vinder, så det ikke bliver laveste fællesnævner. Så er der jo ingen grund til at de andre værfter betaler i dyre domme for tilladelser som åbenbart ikke er nødvendige, siger Bjarne Laustsen til TV2 Nord

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close