Gå til hoved-indhold
11. marts 2021 - kl. 12.03

Justesen, en afgørende figur i Socialdemokratiet

  • 1 af 2
    FOTO: Marcus Linkhorst
  • 2 af 2
    Martin Rossen (t.h.) om Martin Justesen (t.v.): - Selv i pressede situationer kan han mobilisere overskud, menneskelighed og humor.
Af: Marcus Linkhorst

Dette er tredje afsnit i portrætserien om frederikshavneren Martin Justesen, som i en alder af kun 35 år er dansk politiks mest magtfulde rådgiver. Stabschef i Statsministeriet. Men hvordan er han som person? Og hvordan er han nået dertil? Dette afsnit handler om Martin Justesens rolle som ledende figur i Socialdemokratiet i oppositionstiden.

- Jeg vil ikke være pressechef mere, lød det kontant fra Martin Justesen i november 2015.

Modtageren af beskeden var Martin Rossen, der sad på Martin Justesens kontor på Christiansborg. Martin Rossen var Mette Frederiksens særlige rådgiver som beskæftigelsesminister og senere justitsminister, da hun havde de poster i Helle Thornings regering fra 2011-2015.

Han fulgte også med Mette Frederiksen som særlig rådgiver, da hun i sommeren 2015 overtog Helle Thornings post som partiformand.

Martin Justesens tid som pressechef var egentlig færdig, da Helle Thorning stoppede som formand for partiet, da kontrakten fulgte formanden. Men han havde tilbudt Martin Rossen at blive i en overgangsfase, så den nye formand og sekretariatet kom på plads.

I november 2015, da alt var på plads, fik Martin Justesen overbragt beskeden til Martin Rossen om det stop, han ønskede. Han var simpelthen udkørt af at være pressechef.

Det tog Martin Rossen pænt. I hvert fald at han ville stoppe som pressechef. Men Martin Rossen var ikke klar til at give slip på Martin Justesen.

- Det er helt fint, du ikke vil være pressechef mere. Men så skal vi finde en anden rolle til dig, sagde han.

Martin Justesen blev hurtigt imponeret over den langsigtethed, Martin Rossen og Mette Frederiksen havde med sig, når det gjaldt om at lægge strategier, så Socialdemokratiet kunne genvinde magten. Og Martin Rossen fik fortalt Martin Justesen, at de kunne tage på en fed rejse sammen.

- Jeg ville bare ikke have, at han skulle smutte. Han er og var en stjerne. En fortrolig og nær ven og vigtig for projektet og mig, og jeg har ikke fortrudt det et sekund, siger Martin Rossen om at overtale Martin Justesen til at blive i partiet.

Han valgte derfor at blive.

Det blev så til souschef, hvor han skulle være Martin Rossens højre hånd og hjælpe med strategiplaner, valgkampsplanlægning med mere frem mod næste valg. Martin Justesen blev derfor en afgørende figur for Socialdemokratiet internt og fik plads i den organisatoriske styregruppe, der bestod af højtplacerede ansatte i partiet

- En vanvittig arbejdskapacitet
Rejsen begyndte i 2016. Den rejse, som Martin Rossen fik overbevist Martin Justesen om, at de skulle tage på sammen. En rejse, hvor de to skulle arbejde tæt sammen med de øverste politikere og andre ansatte om at genvinde regeringsmagten, som blev tabt i sommeren 2015.

Ansvarlig for valgkamp. Strategiplaner. Planlægning af seminarer. Skrive udspil, kronikker og taler.

Det var noget af det, Martin Justesen havde ansvar for og var inde over som Martin Rossens højre hånd, der var Mette Frederiksens højre hånd. Derfor endte Martin Justesen også med at blive en afgørende figur for Socialdemokratiet fra 2015-2019, hvor Lars Løkke Rasmussen sad i Statsministeriet med opbakning fra blå mandater.

Og Martin Rossen lægger ikke skjul på, at Martin Justesen gjorde Martin Rossens dobbeltjob som sekretariatschef og særlig rådgiver nemmere.

- Det havde ikke været muligt, hvis ikke Justesen var der og påtog sig så mange opgaver, siger Martin Rossen, der heller ikke er i tvivl om Martin Justesens kvaliteter som medarbejder.

- Det er de færreste mennesker, jeg kender, der har så mange kilometer i benene som ham. Selv i pressede situationer kan han mobilisere overskud, menneskelighed og humor. Han er enormt struktureret. Han kan holde utrolig mange bolde i luften. Det er faktisk noget, der kendetegner ham og Sara Vad (også rådgiver for Mette Frederiksen), som begge jonglerer med 30-40-50 bolde i luften inden for halvanden time.

Så mange opgaver i jobbeskrivelsen. Og alligevel skulle man bare give en opgave til Martin Justesen, hvis man skulle have noget gjort.

- Han er jo en vanvittig arbejdskapacitet, som får tingene til at ske. Der er en engelsk vending, der hedder: "If you want something done, ask a busy person". Og det er det, der sker her. Hvis du vil have noget gjort, så bare giv det til Martin Justesen, så skal han nok få det gjort, siger Villads Andersen, der er tidligere taleskriver for Mette Frederiksen og havde Martin Justesen som chef.

Villads Andersen beskriver Martin Justesen som et menneske, der ville smide alt i hænderne for sine kollegaer – trods mange opgaver – da han kommer med en anekdote, han mener, siger meget om Martin Justesen.

Villads Andersen kom engang til Martin Justesen og sagde, at der var noget rod i privatlivet og masser af arbejde, og at han derfor fik det dårligt. Villads Andersen var derfor bange for, at han havde udviklet stress. Martin Justesen smed alt, han havde i hænderne og gik en tur med Villads Andersen. Han sendte ham derefter hjem i tre uger, sendte ham blomster, og fik ham så koblet på en arbejdspsykolog.

- Det siger ret meget om ham. Selvom han har travlt, er han der for dig, hvis du kommer til ham og siger: "Jeg har brug for hjælp", fortæller Villads Andersen.

En afgørende figur
Det blev i sidste afsnit også beskrevet, hvordan Martin Justesen er en stille og rolig frederikshavner, der ikke farer i flint over alting. Martin Rossen var - som rådgiver for Mette Frederiksen - kendt for at være en klassisk mørkets fyrste, der ikke lader sig interviewe og sender sure beskeder til journalisterne.

Derfor var Martin Rossen også et samtaleemne på gangene, men Martin Justesen var - trods en central rolle - ikke en, der optog journalisterne på Christiansborg, og så er han en overset figur, fortæller tidligere politisk redaktør på Jyllands Posten, Marchen Neel Gjertsen.

- Jeg har altid betragtet ham som dygtig, vigtig og en med stor forståelse for Socialdemokratiets politik og en stor forståelse for at organisere et helt hold omkring at nå de mål, man har sat. Men han er ikke en, der har været snakket meget om og fyldt i offentligheden.

Marchen Neel Gjertsen er samtidig ikke i tvivl om, at Martin Justesen var en attraktiv figur at holde på, da han kan mange ting, der er vigtige på Christiansborg.

- Faktisk er der ikke så mange at vælge imellem, når du skal finde en dygtig leder, en dygtig rådgiver, en, der kan med journalisterne og forstår det politiske spil. Det er jo i forvejen et felt, hvor der er rigtig få at vælge imellem, og der har han helt oplagt været en, der stod langt fremme i køen. Så selvfølgelig har det været vigtigt for dem at holde på ham.

Det er Villads Andersen enig i. Som ansat i partiet var han nemlig med til at se Justesens betydning med egne øjne, og den var stor.

- Jeg vil sige, at især de sidste par år blev han meget definerende i forhold til strategien og politikken. Blandt andet med Arne-pension og fokuseret på at udbygge og udvikle velfærdssamfundet. At man går tilbage til det, som man i Socialdemokratiet kalder Socialdemokratiet classic, siger Villads Andersen.

Ros fra konkurrenterne i blå blok
I 2015-2019, hvor Venstre sad på magten, gik konkurrentens store strategiplaner heller ikke ubemærket hen. En kilde i Venstre fortæller, at Socialdemokratiet i den periode har lavet et imponerende stykke arbejde.

Karsten Lauritzen, folketingsmedlem for Venstre og tidligere skatteminister, er heller ikke bange for at anerkende Socialdemokratiets strategiplanlægning.

- Det var dog ikke noget, vi frygtede, men et eller andet sted var vi misundelige og imponeret over, hvor dygtige de var. Det prøver vi selv at lære noget af. De var dygtige, og man havde en god gruppe, hvor der var godt sammenhold, siger han og fortsætter:

- Det er et spørgsmål om, hvordan man langtidsplanlægger, koordinerer og får skabt en god profil udenfor. Får flyttet også. Det er jo sådan, at vælgerne og verden flytter sig hele tiden, men partier flytter sig nogle gange langsommere. Det er også Ellemanns ønske om at flytte og præge Venstre i en bedre retning. Det kræver arbejde. Og den der bevægelse har Justesen og de andre i Socialdemokratiet klaret flot.

En hyggelig, nordjysk fætter
Selvom Martin Justesen de seneste år har bestridt topposter på Christiansborg og arbejdet i døgndrift, har det ikke fået ham til at glemme sin hjemby. Han kommer stadig i Frederikshavn og nyder især familiens sommerhus i Bratten.

Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen, er også stødt på Martin Justesen i Frederikshavn. Det havde dog ikke meget med politik at gøre. Det var nemlig på Freddys Bar, og hun synes, det er skønt, han fortsat kommer i sin hjemby.

- Jeg har også selv boet i Aarhus i 10 år, men det der med at komme hjem til, hvor man kommer fra, og så tage ud i byen og møde dem, man kender. Det kan jeg sagtens følge, og det var hyggeligt. Og der er han jo ikke rådgiver. Der er han jo Martin, der er hjemme, siger Birgit S. Hansen.

Det er dog ikke kun i nattelivet, at borgmesteren har stiftet bekendtskab med Martin Justesen. Da sagen om skifergas ramte Frederikshavn Kommune, som den første på landsplan, havde hun brug for at vende den med Christiansborg og partitoppen, og der kom hun i kontakt med Martin Justesen.

Og hun er også glad for, at hun kom i kontakt med ham. Hun mener nemlig, han har en stor viden om mange ting.

- Utrolig dedikeret. Optaget af sager og sammenhænge. Når jeg har mødt ham med statsministeren eller hilst på ham, er han jo fuldstændig orienteret om, hvad der foregår med det og det. Så jeg synes, han er vældig engageret.

Også det socialdemokratiske, frederikshavnske folketingsmedlem Bjarne Laustsen kender Martin Justesen fra hans tid som ansat i Socialdemokratiet, og han har hurtigt en karakteristik af Martin Justesen klar, da Kanal Frederikshavn ringer til ham.

- Han er jo en hyggelig fætter, siger han og tilføjer:

- Det er det med, at nordjyder er sådan nogle rolige folk. De er joviale. De er svære at imponere. De går til det med krum hals - de har en opgave, der skal løses, så jeg synes, han er billedet på en god nordjyde.

Gavn af at komme fra Frederikshavn
Når man kigger på de seneste fire valg i Danmark - folketingsvalg, europaparlamentsvalg, regionsvalg og kommunalvalg – har Socialdemokratiet høstet mange stemmer i Frederikshavn Kommune. Kun ved europaparlamentsvalget blev de ikke største parti.

Og det, at Frederikshavn Kommune er en socialdemokratisk arbejderby, har også hjulpet Martin Justesen, mener Bjarne Laustsen.

- At han kommer fra en arbejderby gør, at han kender vælgersegmentet. Hvordan vores folk tænker. Hvad det er, de gerne vil høre. Hvordan skal det kommunikeres? Det er en god ting, og så kan han selvfølgelig holde fast som Rossen.

En forkærlighed for folkelighed
Alle kender Egon, Benny og Kjeld. De tre folkekære karakterer har siden 70’erne kørt utallige gange på tv-skærme landet over. De tre karakterer blev også emnet for en tale, som Mette Frederiksen engang holdt i folketingssalen. En tale, der blev skrevet af Martin Justesen.

Lars Løkke Rasmussen blev sammenlignet med Egon Olsen, der altid har en genial plan. Pengeskabet stod i Finansministeriet, og Dynamit-Anders, som var Anders Samuelsen sammenlignet med Dynamit Harry, var klar.

Og det var ikke tilfældigt, at Martin Justesen valgte at skrive Olsen Banden ind i Mette Frederiksens tale. Han har nemlig en forkærlighed for folkelige referencer, som blandt andet tæller Matador, Olsen Banden, Kim Larsen og Shu-bi-dua.

- Han går op i, at Mette Frederiksens taler indeholder referencer, som folk kan relatere til. Så i stedet for at referere politiske tænkere eller historikere, vil han hellere referere til Shu-Bi-Dua eller Olsen Banden, fortæller Villads Andersen.

Og det vil Martin Justesen meget hellere end at referere til noget, som ingen andre har læst. Han vil ikke hæve sig over folk med viden. Han vil tale i et sprog, som andre forstår.

- I stedet for at slå andre mennesker med referencer, bruger han referencer til at samle folk, siger Villads Andersen

Martin Rossen, som Martin Justesen var højre hånd for, har en stor del af sit liv været medlem af Socialdemokratiet. Han ville derfor gerne citere Stauning og komme tilbage til ham, når Mette Frederiksen holdt taler.

Det var ikke noget, der optog Martin Justesen. Han vil hellere have, at politikerne skal fortælle om det, de vil gøre bedre, fortæller Villads Andersen.

- Justesen var meget fokuseret på, at der var noget konkret. Han vil fortælle, hvordan man vil gøre verden til et bedre sted. Helt konkret.

Det var tredje afsnit i portrætserien om Martin Justesen. Næste afsnit handler om valgkampen, som Martin Justesen og de andre i Socialdemokratiet længe havde forberedt sig på, og så deres indtog i Statsministeriet, hvor Martin Justesen blev særlig rådgiver – og senere stabschef.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...