Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.04.2021 | Af: Michael Frederiksen

Kommune-mesterskab: Fem ud af seks hold tabte

Østervrå IF tabte skuffende 0-2 på hjemmebane til Flauenskjold IF's oprykkere.
Der var nederlag til fem ud af seks hold i kommunemesterskabet i seriefodbold - Sparekassen Vendsyssel Ligaen - da fodboldspillerne i påsken igen kom på græs og spillede om point. 

 

FfI vandt, mens IF Skjold Sæby, Østervrå IF, SEIF, Skagen IF og FC Vakok alle tabte. Skjold spillede dog to kampe i påsken, og det lykkedes at få tre point 2. påskedag.

Danmarksserien, pulje 4:

Som det eneste lokale hold var IF Skjold Sæby i aktion to gange i påsken. De to hjemmekampe udløste tre point. Torsdag tabte Skjold med 2-3 til Herning Fremad, som scorede sejrsmålet to minutter inde i dommerens tillægstid.

Mandag blev det til en 2-0-sejr over FC Djursland efter 90 minutters "vind-fodbold". FC Djursland havde medvind i første halvleg, lagde et højt pres og skabte nogle fine muligheder, hvilket 11 hjørnespark i de første 45 minutter vidner om. Flere af dem blev dog sparket direkte ud over baglinjen på grund af vinden. Skjold fik bedre fat i anden halvleg og fik flere gange sendt Jakob "Mølby" Kristensen afsted i dybden. Den ene gang til en scoring. Også Thomas Nielsen var på pletten.

Hjemmeholdet var ikke helt tilfreds med dommer Mathias Levin Pedersen, der uddelte fire advarsler til hjemmeholdet. "Nu har vi fået fire gule kort, og vi har endnu ikke lavet et reelt frispark", lød det fra træner Nikolaj Dorff efter den fjerde advarsel.

Der venter IF Skjold Sæby fem udekampe i de næste syv kampe.

Jyllandsserien 1, pulje 1:
FfI var torsdag bagud tre gange, men vandt 4-3 på hjemmebane over Skive IK's 1. divisionsreserver. Claus Christiansen scorede tre mål på straffespark i kampens sidste 17 minutter. Hjørring IF ude er FfI's næste modstander på lørdag.

Serie 2, pulje 14:
Mandag eftermiddag var der lokalopgør mellem IF Skjold Sæbys DS-reserver og FfI's JS-reserver. Skjold vandt 2-1 over FfI's oprykkere. Laurits Rømer og Allan Olsen bragte hjemmeholdet foran 2-0, inden FfI reducerede i begyndelsen af anden halvleg.

SEIF tabte lørdag med 0-1 på udebane til Hjørring Frem. SEIF havde tilsyneladende styr på kampen. Målmand Stefan Bechmann blev ikke sat på de store prøver, men efter 76 minutters spil blev tingene vendt på hovedet, da Kasper Grøntved begik straffespark. 1-0 til Hjørring Frem. SEIF pressede på, men uden held.

Østervrå IF måtte ligeledes se sig besejret i sæsonpremieren 2. påskedag. Oprykkerne fra Flauenskjold IF scorede i anden halvleg på et fantastisk langskud og en friløber og vandt overraskende 2-0. ØVI havde bolden mest, men chanceproduktionen var i bund.

Serie 3, pulje 28:
En ultratæt forårspremiere endte mandag med nederlag på 0-1 til Skagen IK i hjemmekampen mod Skibsby-Højene IF. Skagboerne kendte ikke deres besøgelsestid i første halvleg, hvor de ellers kom bedst ud. Især Jonathan Lyngø ærgrer sig. Han skulle blot trille Kasper Lundholms oplæg i nettet, men ramte stolpen.

I anden halvleg fortsatte jævnbyrdigheden, og en personlig fejl i kampens 70. minut blev afgørende.

- Uafgjort havde nok været mest retfærdigt. Præstationen under svære vilkår var godkendt, men pointudbyttet fulgte desværre ikke med. Vi så dog, at vi fint kunne matche rækkens oprykningsfavorit, og det giver grobund for optimisme til de kommende kampe, siger Skagen IK's cheftræner, Jesper Nielsen.

FC Vakok åbnede sæsonen søndag med at tabe 0-2 til Lundergård IU. FC Vakok kom allerede bagud i det første minut. Kort efter brændte FC Vakok et straffespark.

FfI's tredjehold åbner sæsonen tirsdag aften hjemme mod Vrå/Børglum IF.

Serie 4, pulje 55:
Kvissel-Ravnshøj IF uddelte påskeæg i hjemmekampen mod Jerup/Aalbæk. Casper Bille lavede hattrick i 6-0-sejren til KRIF.

SEIF's andethold vandt 5-1 hjemme over Hørby IF. Mads Thomsen nettede to gange.

IF Skjold Sæby tabte 1-5 til Bindslev/Tversted IF.

Serie 4, pulje 57:

Dybvad kom fint fra start med en 3-1-sejr i hjemmekampen mod Brønderslev. Emil Brunø, Carsten Simonsen og Keld Larsen scorede.

Try/Thorshøjs oprykkere vandt ude 2-1 over Asaa.

IF Skjold Sæby tabte 0-5 til Øster Brønderslev IF.

KVINDER:
Jyllandsserien, pulje 274:

De to lokale hold i rækken, FfI og DHF (Dybvad-Hørby-Flauenskjold), skal først i aktion tirsdag og onsdag mod henholdsvis Team Østvendsyssel og Nibe, begge på udebane.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close