Gå til hoved-indhold
12 marts. 2023

Krigsreporter og aktivist holder foredrag i Sæby

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Krigsreporter, aktivist, eventyrer og foredragsholder Jens Alstrup kommer til Sæby og holder foredrag.
Af: Kanal Frederikshavn

Torsdag 30. marts kl. 19.00 byder Venneforeningen i "For Retfærdigheden" på et spændende og intenst foredrag.

Denne aften kommer krigsreporter, aktivist, eventyrer og foredragsholder Jens Alstrup, som han selv præsenterer sig, på besøg. Han er født i 1962 og er autodidakt skribent med indgående kendskab til Ukraine, hvor han var på motorcykel i 2017, og Rusland, som han har krydset på cykel i sin fulde længde fra Stillehavet til Østersøen i 1990’erne.

Jens Alstrup har rejst i Rusland - især Sibirien fra 1996 til 2012 - indtil Putins regime blev ubærligt for ham, og risikoen for mulig repression blev for stor.

I denne periode skrev Jens Alstrup om Sibirien generelt fra sine lange rejser, og siden blev han frivillig researcher for den nu forbudte menneskerettighedsorganisation "Memorial". Her skrev han om Stalins fangelejre i den nu også forbudte oppositionsavis "Novaja Gazeta", hvis redaktør fik Nobels Fredspris 2021.

Siden rejste Jens Alstrup til Ukraine fra 2017. Han har fulgt krigen tæt lige siden, ikke mindst da krigen ændrede sig til en fuldskala-krig på liv og død i februar 2022. Mange vil måske følge Jens Alstrups næsten daglige opdateringer fra og om krigen på Facebook. Når Jens Alstrup ikke er på farten, hvor han blandt andet har været kun 100 meter fra et missilangreb, holder han til i den sønderjyske by Felsted.

Der bliver mulighed for at få en levende og helt aktuel fortælling om krigen og dens mulige konsekvenser - også for os selv i det ellers så fredelige Danmark.

Aftenen benyttes til en indsamling, hvor entréen på 100 kroner går ubeskåret til de ukrainske soldater. Inkluderet i dette beløb bydes på venneforeningens berømte æblekage.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...