09.06.2022 | Af: Michael Frederiksen
Kvinde opdagede tyve i bil i sin have i Sæby
108809
108809
Natten til onsdag - kl. 04.35 - overraskede en kvindelig husejer på Frederikshavnsvej i Sæby indbrudstyve, som var kørt helt ind i haven og havde ødelagt to hegn.
I første omgang troede kvinden ikke, at var der stjålet noget. Hun mistænkte personerne i bilen for at ville stjæle en robotplæneklipper, men de stak af med hjulspin, da de blev opdaget af kvinden.
Politiet blev tilkaldt, men kvinden havde intet signalement af hverken køretøj eller personer i bilen.
Onsdag morgen opdagede kvinden dog, at der havde været indbrud i garagen. Tyvene havde brudt en port op og stjålet diverse værktøj, blandt andet et pælebor og en dykskav med skinne af mærket Makita.
Har du set noget mistænkeligt i området, der kan have relation til tyveriet, hører politiet gerne fra dig på 1-1-4.