Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.08.2022 | Af: Peter Marquard

Lars Lilholt: Jeg føler mig hjemme i Frederikshavn

Lars Lilholt: - Min karriere har ingen udløbsdato. Det bliver først, når jeg falder død om – gerne på scenen. Foto: Jørn Spelling
Når Lars Lilholt Band fredag 2. september giver koncert på Knivholt for 31. gang, kan man møde forventningsfuld Lars Lilholt, der glæder sig til at vende hjem igen, som han siger.

 

- Er det virkelig 31. gang. Det er jo fantastisk, siger Lars Lilholt, da Kanal Frederikshavn taler med ham.

- Jeg føler mig fuldstændig hjemme i Frederikshavn, og jeg har jo været der utallige gange. Jeg har mit faste værelse på Hotel Jutlandia med udsigt til Læsøfærgen. Knivholt er jo en del af vores historie, og jeg elsker at spille der, og frederikshavnerne er et mageløst koncertpublikum, der virkelig går til den. Jeg er kommet i Frederikshavn siden 70’erne. Første gang spillede jeg på noget, der vist hed Det Røde Pakhus. Mit band – det var før Lilholt Band – blev bagefter inviteret ud i bakkerne bag byen på et husmandssted. Der sad en skægget folkesanger, der vist nok boede der. Han hed Allan, og det var første gang, at jeg mødte Olsen. Han var lidt forsagt den aften. Det er han ikke mere. Jeg tror, at det var i 1978.

Lars Lilholt Band har haft en travl sommer, og selv om frontfiguren har rundet den officielle pensionsalder, er lysten og spilleglæden intakt.

- Koncertsæsonen er gået strygende med fulde huse. Vi kom først i gang i starten af juni på grund af sygdom, men siden starten er det bare eksploderet. Vi elsker stadig at komme ud at spille, og min karriere har ingen udløbsdato. Det bliver først, når jeg falder død om – gerne på scenen – hvis der ellers er nogle, der stadig vil betale entre, smiler Lars Lilholt.

Sætlisten til koncerten på Knivholt er ikke helt på plads, men Lars Lilholt lover, at klassikere som Onkel Christian, Café Måneskin, Den hvide Dværg og ikke mindst Kald det Kærlighed er på programmet, og sidstnævnte sang har stadig en stor plads i Lilholts hjerte.

- Jeg bøjer mig dybt i støvet for Kald det Kærlighed og siger. Tak du lille sang, at du lod mig føde dig. Den har åbnet så mange døre for mig, understreger Lars Lilholt.

Inden koncerten er der mulighed for at nyde en tre-rettes middag fra Restaurant Essens med øl, vin og vand ad libitum i to timer. Maden serveres på Knivholt, så man skal blot rejse sig fra bordet og nyde den efterfølgende koncert.

- Forretten er fisk og skaldyr med tilhørende grønne salater og tomater. Dertil sprøde flager, estragondressing og godt brød og smør. Hovedretten er grillet oksemørbrad med glaserede gulerødder og kål, kraftig sauce og morkler, inden vi slutter af med søde sager, der smager, fortæller Tonny Kristensen fra Essens.

Det er Henrik Røde Jensen, der er arrangør af koncerten, og han ser frem til en fornøjelig aften.

- Jeg fik mange positive tilbagemeldinger på Lars Lilholts koncert sidste år, så mon ikke det bliver lige så godt i år. Samtidig har man mulighed for at nyde noget god mad på koncertstedet, så rammerne for en god aften er absolut tilstede, siger Henrik Røde Jensen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Jørn Spelling

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close