Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
23.01.2023 | Af: Kanal Frederikshavn

Leo stopper karrieren efter alvorlig sygdom

Sussi og Leo - der fik deres gennembrud på Skansen i Skagen og senere ejede spillestedet Ritz i Frederikshavn - har optrådt sammen for sidste gang. Leo er alvorlig syg og er indlagt på hospitalet. Derfor har han indstillet sin karriere.

 

- Vi er blevet enige om, at det her ikke dur. Leo vil gå på pension, men det er jeg ikke klar til, så jeg fortsætter med drengene, siger Sussi Nielsen til TV2 Nord.

I 2016 brækkede Leo Nielsen sin hofte, og siden dengang har han været plaget af smerter. I december blev Leo indlagt med tarmslyng, og det har været tæt på at koste ham livet.

- Det er lige så stille roligt blevet værre og værre over de seneste par år, og det tog til i december, fortæller Sussi.

I midten af december kastede han meget op, og til sidst insisterede hun på at ringe efter en ambulance - det blev en hård jul for parret.

- Han var rigtig dårlig og kunne ikke rejse sig. Heldigvis har han fået det bedre nu, efter han blev indlagt, siger hun til TV2 Nord.

Travlt program fortsætter
Duoen har et travlt koncertprogram. Og selvom det nu udelukkende er Sussi og bandet, der kommer, har Leos sygdom kun ført til én enkelt aflyst koncert indtil videre.

- Vi var glædeligt overrasket, at der ikke var flere, der aflyste på grund af det. Så jeg får noget at se til fremover, siger hun.

Allerede i sidste uge spillede "Sussi og drengene", som bandet nu hedder, og det kræver noget at skulle spille numrene alene efter 51 år som duo med Leo:

- Pludselig skal jeg begynde at spille de numre, vi spiller, på en anden måde. For eksempel skal jeg til at spille Himmelhunden i nogle helt andre tonearter. Så jeg ligger vandret med at øve lige nu, fortæller Sussi, der ser på tingene fra den lyse side:

- Det er en måde at holde hjernen i gang på. Og så kunne jeg pludselig mærke i torsdags, at selvom jeg skulle koncentrere mig meget, så var det også en lettelse, at jeg ikke skulle øje med Leo, og hvordan han havde det. På den måde var det dejligt at spille.

Hvordan bliver det at skulle tilbringe mindre tid sammen?


- Det ved vi ikke. Nu må vi prøve at se, om kan kan finde ud af at være alene hjemme, siger Sussi med et smil.

Selvom han er i bedring, er Leo indtil videre stadig indlagt.

Har du selv planer om at stoppe i den nærmeste fremtid?

- Mentalt føler jeg mig ikke anderledes, end da jeg var 40. Jeg holder mig jo også i gang med træning hver dag. Og så længe helbredet kan følge med, så bliver jeg ved, udtaler Sussi.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close