Gå til hoved-indhold
08. december 2022 - kl. 20.12

Lindy har leddegigt, men spreder smil i REMA 1000

  • 1 af 2
    FOTO: Henriette Maj Pedersen, TV2 Nord
  • 2 af 2
    - Jeg synger, fordi kunderne bliver glade, og jeg bliver glad af det, forklarer Lindy Kenneth Bonderup.
Af: Kanal Frederikshavn

Når juleindkøbene skal på kassebåndet i REMA 1000 ved Frederikshavn Station, får kunderne en særlig oplevelse med på vejen. Det sørger Lindy Kenneth Bonderup for.

Skillema-dinka-dinka-du, Skillema-dinka-dinka-du, lyder det fra kasse 1 hos REMA 1000 ved stationen i Frederikshavn. Ved kassen sidder Lindy Kenneth Bonderup. Han er i ualmindeligt godt julehumør og synger hver formiddag for kunderne i butikken.

- Jo mere jul jeg kan få, jo bedre. Jeg synger, fordi kunderne bliver glade, og jeg bliver glad af det, lyder forklaringen fra Lindy Kenneth Bonderup på, hvorfor kunderne får musikalsk julestemning med i handlen.

- Det er helt fantastisk, siger Line Dannow, der er chef for den syngende ekspedient.

Og det er ikke kun for kunderne, han synger, afslører købmanden.

- Når man møder ind klokken 6.30, synger han, og det giver en god stemning for os alle sammen, vi bliver i godt humør, fortsætter Line Dannow til TV2 Nord.

Lindy Kenneth Bonderup er ansat i flexjob hos REMA 1000. Han har leddegigt og kan ikke holde til at arbejde fuldtid.

- Det er bare et spørgsmål om, hvornår jeg ikke rejse mig, fortæller han og fortsætter:

- Men jeg vil ikke se det negative i det.

Og lige nu er det da også lutter positive toner, der strømmer fra kasse 1, som Lindy Kenneth Bonderup betjener hver formiddag.

For kunderne oplever ikke de dårlige dage, når han bliver nødt til at tage en ekstra pille, når han kommer hjem og tage et ekstra hvil på sofaen.

- Han tillader ikke, man har en dårlig dag, fastslår Line Dannow, der mener, Lindy Kenneth Bonderup er god til at fornemme, hvornår han kan skrue op og ned for julestemningen overfor kunderne.

- Man bliver i godt humør
For dagens kunder, som TV2 Nord mødte, er der lutter rosende ord til overs for den juleglade ekspedient:

- Det er da så dejligt, man bliver i godt humør af det - i stedet for at komme til kassen, og der så sidder en sur medarbejder, siger Jette Højbjerg.

- Det er vildt mærkeligt, men også lidt sjovt, og det bliver man jo i godt humør af – gør man ikke, det tror jeg, siger David Kofoed.

- Nu går han rigtigt til den. Det er dejligt, og det er rart at komme til kassen i den stemning i stedet for julestress, siger Kim Larsen.

Ønsker sig fred på jord og glade kunder
Det er netop det, Lindy Kenneth Bonderup ønsker; at give kunderne en god oplevelse.

Og ud over fred på jorden, så er det også kunderne, han tænker på, når han skal svare på spørgsmålet om, hvad den juleglade ekspedient ønsker sig til jul.

- Jeg ønsker mig, at alle mine venner og kunder har det godt og er lykkelige. Jeg har alt, hvad jeg skal have. Jeg har godt humør og glade kunder, så behøver jeg ikke mere, siger han.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...