23.12.2011 | Af: Leif Jensen
Løber 49,7 km fra kyst til kyst på årets korteste nat
19067 19067
Løb fra solnedgang i vest til solopgang i øst. Sådan lyder parolen på årets korteste nat, hvor der er arrangeret et noget anderledes langdistanceløb. Når solen går ned klokken 22.22, så går starten ved Skallerup Klit i vest, og så er idéen altså, at løberne skal være fremme på Palmestranden i øst klokken 04.16 til solopgangen. Det sker natten mellem 22. og 23. juni, altså om præcis et halvt år på dagen i dag.
- Idéen er, at "Coast to Coast" skal være et hyggeligt løb, hvor det sociale er i højsædet, fortæller initiativtager Kent Jørgensen, der bestemt regner med, at en stor del af løberne vil følges ad på turen fra kyst til kyst.
- Det er meningen, at man selv finder en rute fra start til mål, men da der ikke er cykelsti mellem Hørmested og Ravnshøj, er der af sikkerhedsmæssige årsager valgt fire "tjekpunkter". Dermed vil ruten gå ad en nordligere og mere sikker rute, forklarer Kent Jørgensen.
Der er depot for hver 10. km på turen i sommernatten. Depoterne ligger ved Super Brugsen i Højene, shelterpladsen i Astrup og derudover er der depoter i Mosbjerg og i Øster Holmen. Der vil de forskellige steder være mulighed for at forsyne sig med lidt andet end, hvad man normalt forbinder med et depot for løbere. Det sker i form af blandt andet varme pizza-slices, friskbagte pandekager og rigtigt godt øl.
Kent Jørgensen er selv ivrig løber og løb faktisk selv turen i år på præcis samme nat.
- Jeg skulle jo selv prøve at løbe turen, inden jeg udsatte andre for det, fortæller Kent med et smil på læben.
Løbeuret sagde præcist 49,7 km, da han stod på Palmestranden og kunne se solen stå op. På turen tværs gennem landet mødte han fem biler, et par kronhjorte og kunne høre fuglene synge, da solen var på vej op.
- Jeg lagde specielt mærke til lyden af natteravne, hvis næb har en meget metallisk lyd. Alle sanser er jo forstærket, når man løber om natten, og det handler meget om det psykiske i det.
Når man er kommet i mål - og dermed hele vejen over til Palmestranden i Frederikshavn - så er der udover en frisk dukkert i bølgens blå også mulighed for bad og omklædning.
- Vi har simpelthen lånt kajakklubbens lokaler. Når alle er samlet, så er der fællesspisning med lækker morgenmad efter strabadserne, hvor løbesnakken sikkert vil gå løs, fortæller initiativtageren.
Kent Jørgensen håber på, at mange vil benytte sig af denne anderledes løbeudfordring, som han selv forklarer som overkommelig, da man jo har seks timer til at komme fra kyst til kyst. Det handler ikke om at komme først, men om at komme frem i tide inden solopgangen.
Læs mere om priser, transport og tilmelding her.
|
|
|
|
Flere nyheder
Indlæser nyheder
|
|