Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.02.2021 | Af: DEBAT-INDLÆG

Loft på prisen for en daginstitutionsplads?

Jane Bang Jensen har på vegne af Forældrebevægelsen i Frederikshavn Kommune skrevet dette indlæg: Frederikshavn Kommune tilførte dagtilbudsområdet syv millioner ved budgetforlig 2020, samt man modtog 6,5 millioner fra staten til flere hænder.

 

Grundlaget for minimumsnormeringer-aftalen er penge fra staten samt inddragelse af forældrebetaling på max 25 procent. I modsætning til tidligere har Børne- og Undervisningsministeren i denne omgang valgt at benytte sig af § 31 stk. 4 i dagtilbudsloven, som netop gør det muligt for kommunerne at inddrive forældrebetaling af pengene modtaget fra staten.

Frederikshavn Kommunes Byråd vedtog onsdag 17. februar 2021 at gennemføre en takststigning, igen, på baggrund af de senest modtagne midler fra staten. Ydermere blev det besluttet, at denne indtægt skulle omsættes til cirka fire yderligere ansættelser = flere hænder.

Det faktum er jo også fair nok. Vi forældre skal trække vores del af læsset. MEN der har lige været en prisstigning i forældrebetalingen pr. 1. januar 2021, og med denne nye prisstigning vil det medføre en vuggestueplads stiger med + 400,- pr. plads om måneden i indeværende kalenderår. Dét er altså en stigning, som kan mærkes i et almindeligt husholdningsbudget, og jeg synes ikke, det er i orden at prikke til os forældre ved flere gange at melde ud, at "det er jo bare 224,- ekstra" og "det er jo bare en lille stigning".

For en vuggestueplads er der tale om en stigning på 13,90 procent, og vi ender på en samlet pris på 3.319,- om måneden. En børnehaveplads stiger med 13 procent (224 kr.) om måneden til en samlet pris på 1.943,-

Tradition

Borgmester Birgit S. Hansen udtaler, at der er "tradition for at forældre betaler 25 procent af driftsbudgettet".

Hvad skal man lige tænke om udsagnet omkring tradition? Politik må være nemt, hvis ord som "plejer" og "tradition" er ens pejlemærker frem for at nytænke ud fra, hvor vi står nu, og hvordan når vi målet ved brug af rimelige midler. Der må vel også være et loft for (kroner/øre-mæssigt), hvor meget de enkelte forældre kan og skal betale. Hvordan sikrer vi forældre os, at det driftsbudget ikke pludselig stikker helt af? Er der en garanti for, at de tilførte penge øremærkes til flere hænder og ikke bare finansierer andre poster i driftsbudgettet?

Tillid
Der har netop været afviklet afstemning om frokostordning i institutionerne, hvor vi forældre næsten blev løbet over ende, hvor der intet materiale var tilgængeligt omkring hverken kvalitet, leverandør og så videre, og hvor passivitet automatisk ville medføre en ja-stemme. Hvis dette er vedtaget i barnets institution, koster det forældrene yderligere 600,- om måneden pr. barn – udelukkende for frokost. Fritagelse kræver en lægeerklæring om allergi eller lignende.

Virkeligheden
Frem for at starte valgkampen allerede nu, ville det være mere betryggende, hvis Anders Brandt Sørensen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget, fokuserede på, hvordan pengene forvaltes og rent faktisk giver de flere hænder, som børnene og personalet kan mærke i hverdagen.

Den lokale forældrebevægelse kunne i 2020 påvise, at ét barn i børnehave ud af 8 timer om dagen, kunne modtage 31,8 minutters voksen tid. Dog er der ingen garanti for, at dette vil være sammenhængende 31,8 minutter. Det er nok mere realistisk de minutter primært er i forbindelse med toilethjælp, hjælp til overtøj eller løsning af konflikt.

Formanden burde vel også se på, hvordan har barnet det bedst hele vejen rundt i sin hverdag og ikke kun i tiden tilbragt i institution. Hvis de her pasningstilbud fortsætter med at stige, så vil nogle forældre være nødt til at spare på andre ting i hverdagen, og det kan meget vel ende med at være på børnenes fritidsaktiviteter. Derved får børnene ikke den glæde og den udvikling som fritidsaktiviteter giver, og det lokale foreningsliv vil også ende med at blive ramt - mere end de jo er i forvejen.

Dette indlæg skal på ingen måde opfattes som et "piv", men mere som en voksende undren og ikke mindst en bekymring. Der er jo bare grænser for, hvad man som forældre føler er ret og rimeligt.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Jane Bang Jensen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close