Gå til hoved-indhold
05. oktober 2022 - kl. 00.10

Lokal kapacitet underviser i konflikthåndtering

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Elsebeth Ørskov: - Jeg glæder mig rigtig meget til at møde kursisterne og høre, hvor de er henne i forhold til begrebet konflikt, som vi jo bruger i flæng i forskellige sammenhænge.
Af: Kanal Frederikshavn

12. oktober starter akademimodulet Coaching og Konflikthåndtering på Frederikshavn Handelsskole i samarbejde med UCN Act2Learn Erhverv. På forløbet underviser - foruden Heidi Dich fra UCN - Elsebeth Ørskov, der har egen stresscoach-praksis i Frederikshavn. Hun er dertil fast tilknyttet fem lokale virksomheder som stresscoach og HR-sparringspartner på lederniveau.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at møde kursisterne og høre, hvor de er henne i forhold til begrebet konflikt, som vi jo bruger i flæng i forskellige sammenhænge. Lige fra mindre episoder og til mere komplicerede forhold. For eksempel at ens søn har haft en konflikt i skolen til konflikten i Ukraine, eller at man har en konflikt med sig selv eller en konflikt på arbejdspladsen. Ordet har en negativ klang. Men hvis man får identificeret, hvad konflikten på arbejdspladsen handler om, og man tør være åben og nysgerrig på hinanden, så kan det føre noget godt med sig og skabe udvikling i virksomheden eller organisationen, forklarer Elsebeth Ørskov.

Modulet består af otte undervisningsdage, hvor Elsebeth Ørskov er underviser på tre af dagene og vil være til stede on and off på de andre undervisningsdage. Overskriften på hendes undervisningsdage handler om kommunikation i forhold til konflikter og ens egen adfærd som leder.

- Mange har instinktivt lyst til at bruge strategien med at tie konflikter ihjel, fordi de er besværlige og "støjer". Med udgangspunkt i nogle teoretiske modeller skal kursisterne arbejde med, hvordan man analyserer en konflikt og identificerer, hvad der er på spil. Og dernæst hvordan man så skal agere i forhold til at få belyst og håndteret konflikten. Konflikter kan handle om mange ting. Det kan være metodeuenighed om, hvordan vi løser en opgave til en utilfredshed over, at øv nu blev Lotte forfremmet igen, så hun får garanteret mere i løn end mig. Vi skal ikke være så bange for konflikter, der som sagt kan føre noget godt med sig. Omvendt, hvis de ikke bliver håndteret, kan det udløse frustrationer, uro og stress hos den enkelte og påvirke det psykiske arbejdsmiljø, siger Elsebeth Ørskov.

Brian Andersson, direktør Frederikshavn Handelsskole, er glad for at have fået en lokal kapacitet som Elsebeth Ørskov som medunderviser på forløbet.

- Vi har et godt samarbejde med det dygtige hold på UCN, og krydret med gode lokale kræfter som Elsebeth kan vi virkelig tilbyde kursister et spændende og lærerigt forløb. Elsebeth kender problemstillingerne fra erhvervslivet og kan bidrage med sin store viden og erfaring på området, siger Brian Andersson.

Generelt på kurset vil deltagerne udvikle deres ledelseskompetence med særligt fokus på sin egen rolle i forbindelse med coaching som konflikthåndteringsproces. Udgangspunktet for modulet er kommunikationsteoretisk, fordi kommunikation er grundlaget for konflikthåndtering.

Der er fortsat pladser på holdet. Er man interesseret, kan man kontakte Frederikshavn Handelsskole eller tilmelde sig via denne hjemmeside.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...