Gå til hoved-indhold
29. december 2021 - kl. 23.12

Mads Larsen: Landsholdet er et personligt mål

  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Det var en tydeligvis skuffet Mads Larsen fra Frederikshavn White Hawks, som Kanal Frederikshavn talte med efter 4-5-nederlaget til Aalborg Pirates i det første af to nytårsbrag på isen.

White Hawks førte 1-0, 2-1 og 4-2 (med otte minutter igen). Alligevel lykkedes det piraterne at udligne 75 sekunder før tid og endda sikre sig sejren på straffeslag, hvor Patrick Bjorkstrand var eneste målscorer. Mads Larsen havde WH's bedste forsøg, men backen ramte indersiden af stolpen.

- Det er utroligt surt at stå her med kun ét point. Vi skulle bestemt have haft alle tre point i dag. Det føler jeg, vi havde fortjent. Vi skal lukke kampen ved 4-2. Vi skal fortsætte med at spille og ikke bare smide pucken væk. Det er Aalborg for godt et hold til, sagde Mads Larsen.

Personligt markerede Mads Larsen sig som en kampens bedste spillere, og der er ingen tvivl om, at landstræner Heinz Ehlers, som var en af de få tilskuere i Nordjyske Bank Arena, gav den målfarlige back ekstra plusser i karakterbogen.

Mads Larsen var i strålende spillehumør, og han scorede for tredje kamp i træk - naturligvis efter en knaldhård afslutning, dog fra en lidt mere spids vinkel end normalt.

Du virkede som en spiller, der ville overbevise landstræneren om dit landsholdspotentiale?

- Landsholdet er selvfølgelig et personligt mål. Det vil jeg bestemt ikke lægge skjul på. Det er altid sjovt at være med landsholdet, og det håber jeg, at jeg får lov til at prøve igen.

Du virkede sprudlende og hurtig på skøjterne. Føles det godt efter din skadespause?


- Jeg har været ude i en lang periode og kunne godt mærke i de første kampe, at jeg lige skulle i gang igen og have kroppen og timingen med, men jeg synes, det er ved at være der, lød det fra Mads Larsen.

Efter den ærgerlige afslutning på kampen onsdag aften glæder han sig allerede til torsdagens nytårsbrag i Aalborg. Det kan du høre mere om i denne video, hvor han også kommer ind på, hvordan det er igen at spille uden tilskuere.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...