Mange har råd til at forlade arbejdsmarkedet tidligere, end de tror
Mange sætter lighedstegn mellem folkepensionsalderen og det tidspunkt, man kan få udbetalt sin pension. I virkeligheden kan mange forlade arbejdsmarkedet tidligere, end de tror, siger Betina D. Jensen, filialdirektør i Nordea Vendsyssel.
Vi bliver ældre og skal – hvis det står til politikerne – arbejde længere, inden vi går på pension. Unge i dag kan se frem til en folkepension, når de er i 70’erne. Men for mange er det faktisk muligt at forlade arbejdsmarkedet tidligere, end det år folkepensionens første udbetalinger finder sted. Eller at trappe ned i arbejdstid med udbetalinger fra sin pensionsopsparing.
Betina D. Jensen følger sammen med rådgiverne tæt de politiske reformer, der regulerer blandt andet pension. Et af hendes hovedbudskaber til kunderne er, at der er en del elastik til at nedtrappe sin arbejdstid eller trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid.
- Mange tror, at pensionsudbetalingsalderen er den samme som folkepensionsalderen, men det er den ikke. I mange tilfælde giver din pensionsordning mulighed for at påbegynde pensionsudbetalinger fem eller tre år før, folkepensionen udbetales første gang. I nogle tilfælde kan man forlade arbejdsmarkedet allerede som 60-årig, forklarer Betina D. Jensen.
Pensionsordning afgør tidspunkt
Ifølge Nordeas egne undersøgelser er danskernes foretrukne pensionsalder 64 år, hvis de selv kunne bestemme. At pensionsordninger kan have forskellige tidligste udbetalingsalder, kan man bruge til enten at forlade arbejdsmarkedet før tid, eller trappe ned i det tempo, der passer en bedst.
Det afhænger blandt andet af det tidspunkt, man har oprettet sine nuværende pensionsaftaler. Som udgangspunkt er det nemlig datoen for deres oprettelse, der afgør, hvor mange år før folkepensionen, man kan påbegynde udbetaling fra sin pensionsordning.
Hovedreglen er, at du kan starte din udbetaling tre år før folkepensionsalderen Men har du oprettet din pension i perioden 1. maj 2007 til 31. december 2017 kan du starte din udbetaling fem år før folkepensionsalderen. Ydermere gælder, at har du en pensionsordning, der er oprettet før 1. maj 2007, kan du trække dig tilbage med udbetalinger fra din pension allerede som 60-årig.
Har man flere pensionsordninger, gælder udbetalingsdatoerne for hver enkelt ordning. Og på en ordning, hvor der ikke længere aktivt indbetales, gælder datoen for tidligste udbetaling stadig.
Nyeste ordning afgør alder
Det er ikke unormalt at have flere pensionsordninger, eksempelvis på grund af skiftende arbejdsgivere. Det kan derfor, ud fra et helhedssynspunkt, godt være en god idé og stor besparelse i at lægge ordninger sammen for at spare på eksempelvis administrationsomkostninger. Man skal dog være vågen, for ikke at gå glip af et par års tidligere tilbagetrækning, advarer Betina D. Jensen, som supplerer med, at her vil rådgiverne naturligvis altid kunne hjælpe.
Lægger du en gammel ordning sammen med en ny, og den nye kun giver ret til tre års tidligere tilbagetrækning, er det den ordning, der gør sig gældende. Også selvom den gamle måske gav ret til at få udbetalt pension fem år før folkepensionsalderen.
Nyt lovforslag fremsat
I øjeblikket behandler Folketinget et lovforslag, der kan give nye muligheder, hvis du har flere pensionsordninger med forskellige pensionsudbetalingsalder. Forslaget giver i visse tilfælde mulighed for at videreføre pensionsudbetalingsaldre fra en ordning til en anden og vil derfor - hvis det bliver vedtaget - betyde større fleksibilitet blandt andet ved sammenlægning.
Lovforslaget forventes vedtaget i slutningen af november 2023 og vil efter vedtagelse træde i kraft 1. januar 2024.
Tænk aktiverne sammen
Planlægger man en tidligere tilbagetrækning eller nedtrapning af arbejdstiden, bør man tage stilling til, hvad der skal ske med resten af ens formue.
- Når man går på pension eller nedtrapper, er det vigtigt at se hele sin formue i en sammenhæng, og ikke kun se på sine pensionsordninger. Det skyldes den måde vores skattesystem er sammensat på, og forskellen på beskatning af pension og anden fri formue, siger Betina D. Jensen.
Med en jævnt stigende levealder skal man sikre sig, at pengene rækker til i hvert fald 15-20 år på pension, vurderer Betina D. Jensen Derfor anbefaler hun, at man får hjælp til at sammensætte den bedst mulige forvaltning af pension og formue.
- Det er vigtigt, at man får lagt en plan for brugen af sin pension og sin eventuelle anden formue, for eksempel hvis der er en stor friværdi, fri opsparing eller måske opsparing i virksomhed. Så får man mest ud til årene på pension.