Gå til hoved-indhold
12. december 2024 - kl. 10.12

Mikkel Bertelsen forlænger: Han vil vinde DM-guld med White Hawks

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

24-årige Mikkel Bertelsen har underskrevet en ny to-årig kontrakt med Frederikshavn White Hawks.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at Mikkel har forlænget sin kontrakt med os. Vi ved, han er giftig foran mål, og selvom han måske ikke er den spiller, man ser allermest i løbet af en kamp, så er han der, når de der skraldemål skal laves. Han er nemlig ikke bange for at komme derind, hvor det gør ondt. Han er efterhånden en etableret spiller i powerplay, og så er han en konstant trussel for modstanderen, når vi er i offensiv zone. Vi ser stadig, at Mikkel kan udvikle nogle ting i sit spil, og derfor er vi yderst glade for, at han de næste to sæsoner også er at finde i Frederikshavn White Hawks, udtaler sportschef Kasper Kristensen, Frederikshavn White Hawks.

Mikkel Bertelsen er født og opvokset i Frederikshavn.

- Frederikshavn er jo min hjemby, og jeg er glad for at spille i klubben. Det kan fint kombineres med mit arbejde udenfor ishockeyen, og det er vigtigt, de to ting hænger sammen. Jeg har det godt med mine holdkammerater og er glad for at møde ind til træning hver eneste dag. Jeg synes også, at det er spændende, det klubben har gang i, og det virker som om, vi bevæger os i en positiv retning. At være en del af min klub er dejligt, og jeg håber på sigt at kunne være med til at bringe et dansk mesterskab hjem til byen. Det er i hvert fald det, vi alle drømmer om i spillertruppen, lyder det fra Mikkel Bertelsen.

Han er i denne sæson noteret for 15 point (7+8) i 25 kampe. I den seneste sæson var nr. fire på WH's pointliste. Han lavede 34 point (21+13) i 48 kampe.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...