Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
22.11.2017 | Af: Michael Frederiksen

Mogens Brag: Tid til selvransagelse i Venstre

Jytte Høyrup fik blot 449 stemmer. Foto: iShoot.dk
- Det er en nedsabling, som bør give stof til eftertanke. Der må blive en selvransagelse i Venstre her bagefter. Det er der ingen tvivl om.

 

Sådan lød det i nat fra Mogens Brag, ét af fire Venstre-byrådsmedlemmer, som vælgerne stemte ud af byrådet med blot 166 X'er

- Vi er nødt til at se på, hvad vi kunne have gjort anderledes. Det her er simpelthen skidt, lød det fra Mogens Brag.

Han har været med i kommunalpolitik i 12 år og de seneste otte år været formand for Kultur- og Fritdsudvalget. Han politiske fremtid er dog uvis.

- Jeg vil have lov til at tænke mig om og se min familie i øjnene, udtalte Mogens Brag, inden han forlod Arena Nord og kørte hjem til Sørå.

Henrik Buchhave er formand for Venstre i Frederikshavn Kommune. 


- Vi skal hjem og evaluere for at finde ud af, hvor vi kunne have gjort det bedre og anderledes i forhold til de seneste fire år, udtalte Henrik Buchhave, da valglussingen var en kendsgerning.

Han mener, det er rigtigt, at Venstre samarbejder med Socialdemokratiet.

- Men vi skal have fundet en måde at samarbejde på, hvor vi også samtidig profilerer os selv. Det er nok der, vi har svigtet vores vælgere, vurderer Venstre-formanden.

Henrik Buchhave mener heller ikke, at Venstre har været tydelig nok i valgkampen. Han ønsker ikke at forholde sig til borgmesterkandidats Jytte Høyrups elendige stemmetal. Blot 449 vælgere satte kryds ved hende.

Mens Jytte Høyrup trods alt kom ind i byrådet igen, blev fire Venstre-byrådsmedlemmer vejet og fundet for lette af vælgerne. Tidligere borgmester Lars Møller var det mest prominente navn, som røg ud i kulden. Med sig i faldet tog han Mogens Brag, Pia Karlsen og Frode Thule Jensen.

To nye Venstre-kandidater blev valgt ind. Peter Sørensen fik et kanonvalg i Skagen, mens Asger Mortensen især triumferede på hjemmebane i Sæby.

- Jeg er skagbo med stort S og vil koncentrere mig om nogle af de sager, vi har deroppe. Skagen er en væsentlig ingrediens i den samlede kommune, men vi er helt nede på en smertetærskel, når det gælder bosætning og indbyggertal. Vi skal finde en løsning, så der kommer flere indbyggere i Skagen, mener Peter Sørensen, der tidligere har været medlem af byrådet i Skagen Kommune.

Asger Mortensen er et politisk ubeskrevet blad, men han har i mange år været en af de bærende kræfter i fodboldklubben IF Skjold Sæby.

- Jeg brænder især for kultur og fritid, men nu må vi se, hvilke poster jeg får. Jeg er i hvert fald stolt over, at det lykkedes at komme ind, og jeg skylder en stor tak til alle dem, som har hjulpet mig, pointerede Asger Mortensen.






 

BillederTilføj billede


FOTO: iShoot.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close