Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.04.2021 | Af: Michael Frederiksen

Nej til en forlængelse af sæsonen på is

Frederikshavn Kommune vil ikke imødekomme en ansøgning fra Frederikshavn Ishockey Klub, Frederikshavn Skøjteforening og Skøjte og Sports Forening Nord om en forlængelse af sæsonen.

 

De tre klubber ønsker, at kommunen bevarer isen i april, maj og juni, så medlemmerne kan dyrke deres idræt igen, når der snart åbnes op for indendørs idræt. Men der er politisk enighed om et nej til denne forespørgsel.

- Vi har tidligere tilkendegivet, at vi var klar til at holde is på én bane i april, såfremt Frederikshavn blev tildelt DM for U17 og U20, samt at der blev givet et væsentligt bidrag til isen fra FIK. Der er dog ikke truffet nogen beslutning om afvikling af DM i denne sæson, hvorfor det vil være økonomisk uforsvarligt af os at holde is på en eller begge baner med så store usikkerheder, mener borgmester Birgit S. Hansen (S) og Mette Hardam (V), formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Det koster 10.000-12.000 kroner om dagen at holde is på to baner. De tre klubber ønskede en forlængelse af sæsonen frem til 25. juni. Det vil ifølge Birgit S. Hansen koste 430.000 til 516.000 kroner alene til driftsomkostninger til isen i én hal.

- Men vi har ikke budgetteret med penge til en forlængelse af sæsonen. Vi ved ikke, hvornår indendørs idræt igen kan tillades. Og vi ved ikke, om vi kan få DM, bemærker borgmesteren.

Mette Hardam og Birgit S. Hansen har inviteret de tre klubber til kaffemøde i april. Her vil kommunen blandt andet drøfte muligheden for en tidligere sæsonstart i begge haller allerede i slutningen af sommerferien.

En forlængelse af den nuværende sæson ville også konflikte med kommende vedligeholdelse af banerne. Inden næste sæson skal der opsættes fleksible bander i opvisningshallen. Det er et krav fra Danmarks Ishockey Union.

 

BillederTilføj billede


FOTO: iShoot.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close