Gå til hoved-indhold
07. december 2023 - kl. 09.12

Nordjyske Bank i Skagen skifter igen afdelingsdirektør

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Emil Kusk stopper efter kun fem måneder som afdelingsdirektør for Nordjyske Bank i Skagen. Fremover bliver det Susanne Holst, der skal stå i spidsen for afdelingen. Hun tiltræder som afdelingsdirektør 1. januar 2024 efter at have varetaget rollen som privatkundechef i samme afdeling. Ansættelsen sker som led i en ny og langsigtet organisationsændring, der også indebærer ansættelsen af Jens Nørgaard som ny erhvervsrådgiver.

Emil Kusk vender tilbage til Nordjyske Banks erhvervscenter i Aalborg.

Susanne Holst kommer både med et indgående kendskab til branchen og kunderne i den nordligste del af Danmark, når hun sætter sig i spidsen for banken i Skagen.

- Jeg er både ydmyg og stolt over at skulle varetage rollen som afdelingsdirektør. Det er en rolle, der indebærer en række spændende udfordringer, hvor en vigtig del bliver at sikre den positive udvikling af vores bankområde i Skagen, hvilket jeg ser meget frem til. I den forbindelse vil det forsat være en stor prioritet at sikre korte beslutningsveje og nærværende kompetent rådgivning, som vi netop ønsker at være kendt for blandt skagboerne og erhvervslivet som helhed, siger Susanne Holst.

Hun begyndte sin karriere i Danske Bank og har herefter arbejdet i Nordjyske Bank i 10 år. Derudover har hun et helt særligt forhold til Skagen, hvor hun har boet størstedelen af sit liv. Nu glæder hun sig over sin nye rolle som afdelingsdirektør, hvor hun i samarbejde med den øvrige ledelse blandt andet skal være med til at optimere bankens erhvervsområde:

- Vi har gennem længere tid arbejdet målrettet på at opruste bankens erhvervsområde, hvilket nu sker ved, at vi blandt andet ansætter en ny erhvervsrådgiver og samtidig rekrutterer en ekstra privatrådgiver, der netop skal være med til at styrke vores kompetencer i forhold til privatområdet, afdelingen generelt og erhvervslivet. Denne indsats understreger vores engagement i lokalsamfundet og vores ønske om at skabe værdiskabende partnerskaber i erhvervslivet i og omkring Skagen.

Ansættelsen af ny afdelingsdirektør sker som led i en ny og langsigtet organisering af Nordjyske Banks filial i Skagen. Derfor har man foruden forfremmelsen af Susanne Holst også ansat Jens Nørgaard som ny erhvervsrådgiver fra 1. december 2024, da tidligere afdelingsdirektør Emil Kusk rokeres tilbage til Nordjyske Banks erhvervscenter i Aalborg.

Ligesom Susanne Holst bor også Jens Nørgaard i Skagen, hvor hans børn og børnebørn ligeledes er bosiddende. Jens Nørgaard kommer senest fra en stilling som erhvervsrådgiver i Sydbank i Frederikshavn, hvor han også har haft et særligt fokus på Skagen-området.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...