Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.08.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Nordjyske Bank sætter rekord i halvårsregnskab

Bankdirektør Claus Andersen: - Vi ser ind i en ny periode med større usikkerhed, og en generel opbremsning er allerede i gang.
Nordjyske Bank kommer ud af 1. halvår med sit bedste resultat nogensinde. I 2. halvår forventes den generelle opbremsning dog at tage til i styrke, men ifølge Nordjyske Bank står nordjyderne og de nordjyske virksomheder godt rustet til stigende priser og højere renter.

 

Nordjyske Bank, der er en del af Ringkjøbing Landbobank, har i dag offentliggjort sit regnskab for 1. halvår 2022. Halvårsregnskabet er det bedste i bankens historie og sætter en streg under den positive udvikling, som banken har haft de seneste år.

Bankens basisindtjening stiger med ikke mindre end 15 procent til 1.358 millioner kroner, mens omkostningerne stiger med otte procent til 436 millioner kroner. I samme periode har nedskrivninger på udlån været begrænset til to millioner kroner, og det giver et rekordresultat før skat på 891 millioner kroner mod 716 millioner kroner året før:

- Vi har haft et særdeles godt halvår med en høj aktivitet inden for bankens kerneområder. Det har øget bankens indtjening med ikke mindre end 24 procent. Den positive udvikling skyldes blandt andet, at vi har øget vores udlån med 25 procent på bare 12 måneder. Det er en historisk stor stigning, der både skyldes, at vi kom fra et lavt niveau i corona-tiden, og at vi har overtaget kundeporteføljer fra henholdsvis BIL Danmark og SEB. Den organiske vækst har dog også været høj – både i relation til nuværende kunder og tilgang af nye, og det er glædeligt, at vi fortsat er attraktive for mange nye kunder, siger bankdirektør Claus Andersen.

Banken blev i juni 2022 kåret som Årets Bank blandt de større banker for syvende gang i træk, og ifølge Claus Andersen er dette med til at forstærke tilgangen af nye kunder.

Hos Nordjyske Bank er der dog ingen tvivl om, at træerne ikke vokser ind i himlen. Sommeren 2022 markerer en skillevej forårsaget af en rekordhøj inflation, stigende renter og stor geopolitisk uro. Årsagerne er indbyrdes forbundne, og i den kommende periode vil bankens vigtigste opgave være at støtte kunderne:

- Vi ser ind i en ny periode med større usikkerhed, og en generel opbremsning er allerede i gang. De fleste nordjyder har mærket det i form af et mindre rådighedsbeløb, da prisen på både forbrugsvarer og energi er steget markant de seneste 12 måneder. De stigende renter betyder også automatisk et lavere aktivitetsniveau, hvilket jo netop er hensigten fra centralbankernes side for at begrænse inflationen, siger Claus Andersen og fortsætter:

- Vi tillader os dog at være fortrøstningsfulde på nordjydernes vegne. Både nordjyderne og de nordjyske virksomheder står bedre rustet til opbremsning end nogensinde, men vi er samtidig opmærksomme på, at usikkerheden medfører nervøsitet og frygt for fremtiden. Derfor forstærker vi vores fokus på at støtte den enkelte kunde med samtaler, overblik og eventuel omlægning af økonomien.

Han siger supplerende, at Nordjyske Bank står på det mest solide fundament nogensinde, og at banken har øget sit ledelsesmæssige skøn til at imødekomme eventuelle nedskrivninger og tab fra 631 millioner kroner ultimo 2021 til 699 millioner kroner ved udgangen af 1. halvår 2022.

De samlede forventninger til året fastholdes på nuværende tidspunkt. 3. juni 2022 blev forventningerne til bankens basisresultat opjusteret til intervallet 1.600-1.850 millioner kroner og resultatet før skat til intervallet 1.550-1.800 millioner kroner.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close