Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.09.2022 | Af: DEBAT-INDLÆG

Ny fjernvarmekunde i Kilden undrer sig meget

Jan Bjeldbak: - Er det rimeligt, at nye kunder skal være med til at betale for en underdækning på 24,5 millioner kroner i 2021?
Jan Bjeldbak, Kilden, skriver dette åbne brev som privatperson (ikke som byrådsmedlem for Venstre): Kære Christina Lykke (næstformand i Forsyningens bestyrelse og medlem af byrådet for SF). Vi er mange beboere i Kilden og på Lerstien, som nu har tilsluttet eller er i færd med at tilslutte os fjernvarmenettet. Vi var nok flere, der forsøgte at regne lidt på skiftet fra gas til fjernvarme, og med de oplysninger, vi havde til rådighed, så det fornuftigt ud.

 

Nu er er Forsyningen så kommet med ikke én, ikke to men hele tre prisstigninger på henholdsvis 10%, 10% og 48%. Alt i alt vil prisen så være steget med hele 300% i år 2022 (Kanal Frederikshavn 30/8-22).

Vi undrer os meget, men vil ikke for nuværende begynde at spekulere i, hvorfor prisstigningerne indfases så sent og derfor så voldsomt. Vi konstaterer blot, at beslutningerne er truffet af den bestyrelse, hvor du er næstformand.

Vi forstår også godt, at krigen i Ukraine sandsynligvis spiller en afgørende rolle for prisstigninger. Den krig skal bestyrelsen ikke have skylden for.

Vores regnestykke fra tidligere er dog slet ikke til at kende længere, og der er især ét forhold, vi har brug for hjælp til at forstå. I referatet fra et ekstraordinært bestyrelsesmøde i august 2022, hvor I vedtog ovennævnte prisstigninger, står nemlig følgende:

"Frederikshavn Varme har underdækning fra 2021 på 24,5 mio.kr. og en estimeret underdækning i 2022 på 26,5 mio.kr. Disse skal hentes hjem, hvilket sker i fremlagte takststigninger."

Det er altså sådan, at nye kunder skal være med til at betale for en underdækning (underskud), som opstod allerede inden, vi i Kilden og på Lerstien overgik til fjernvarme.

På baggrund af ovenstående vil jeg tillade mig følgende spørgsmål til dig:

Synes du, det rimeligt, at nye kunder skal være med til at betale for en underdækning på 24,5 mio i 2021? En underdækning, som vi ikke har den fjerneste andel i, og som ingen gjorde os opmærksom på.

Og synes du, det er rimeligt, at nye kunder skal betale "fuld pris" for en forventet underdækning i 2022 på 26,5 mio? En forventet underdækning, som vi, der knap er kommet på fjernvarmenettet, kun har begrænset andel i.

Det forlyder, at Forsyningen ikke kan udregne en rabat til nye kunder, da disse kunder er overgået til fjernvarme på forskellige tidspunkter. Det er vi flere, der har meget svært ved at tro ikke kan lade sig gøre i 2022, så derfor dette sidste spørgsmål:

Kan du bekræfte, at Forsyningens manglende evne til at udregne en differentieret rabat til nye kunder, er den egentlige årsag til, at nye kunder skal være med til at betale for et underskud, de ikke har nogen andel i?

I modsat fald hører vi gerne den korrekte årsag.

På forhånd tak for svaret.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close