21.06.2022 | Af: Peter Marquard
Ny lokal webshop med tapet i alle afskygninger
108932
108932
Kamilla Andersen har lige nu 7.000 ruller tapet fordelt på cirka 2.000 styles på lager.
|
En ny lokal webshop har set dagens lys. Kamilla Andersen, der også er indehaver af Flügger Frederikshavn, står bag den nye webshop www.molbechtapet.dk, hvor man kan købe tapet i alle afskygninger.
- Tapet fylder mere og mere i boligens indretning, og jeg elsker selv tapet. Tapet kan give en stor forandring i hjemmet på en effektfuld måde, og man kan tilføre sin personlige stil i indretningen. Tapet kan skabe stemning og forandring i et rum og kan være et maleri i sig selv, siger Kamilla Andersen.
Navnet www.molbechtapet.dk stammer fra Kamilla Andersens mellemnavn, og hun har lige nu 7.000 ruller tapet fordelt på cirka 2.000 styles på lager. De findes i forskellige varianter i form af farver, motiver, mønstre og materialer.
- Kun fantasien sætter grænser, når det gælder indretning med tapet. Man kan dekorere enkelte vægge eller hele rum med tapet, ligesom man kan montere det på for eksempel møbler, døre og glasskabe. Jeg har netop selv lagt tapet på mit eget spisebord og lakeret det efterfølgende, og jeg er selv voldsomt tilfreds med resultatet. Vi sender selvfølgelig tapet til alle dele af landet, men man er også velkommen til selv at afhente sin bestilling i Flügger på Hjørringvej i Frederikshavn, understreger Kamilla Andersen.