Gå til hoved-indhold
08. september 2021 - kl. 09.09

Ny pårørendevejleder skal styrke samarbejde

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Fremover bliver det lettere for pårørende og personale på bosteder i Frederikshavn Kommune at samarbejde. Misforståelser og uklare forventninger er noget af det, en ny pårørendevejleder skal hjælpe med at udrydde.

Der er ingen borgere der skal føle sig overset, og når borgere på botilbud skal samarbejde med pårørende og fagpersonalet om at få en god hverdag og realisere ønsker og håb for fremtiden, så kræver det, at der er forståelse for hinandens perspektiver. Det har Socialudvalget lyttet til, og de har støttet op om forslaget til at ansætte en pårørendevejleder.

Som den eneste kommune i Nordjylland har Frederikshavn Kommune ansat en pårørendevejleder, der skal styrke samarbejdet og relationen blandt de pårørende og fagpersonalet. Det ser Ole Rørbæk Jensen, formand for Socialudvalget, som et vigtigt skridt i, at øge kvaliteten på området, men også for livskvaliteten hos borgerne.

- Jeg er stolt af, at vi prioriterer at tænke løsninger, der ikke bare hjælper borgeren, men også de personer der er i den tætte omgangskreds. Vores ønske er, at ingen borgere skal føle sig overset, og slet ikke i samarbejdet mellem de pårørende og vores medarbejdere. Derfor glæder vi os til, at kunne bidrage med kompetencer til, eksempelvis at forventningsafklare den daglige støtte hos borgerne, siger Ole Rørbæk Jensen, formand for Socialudvalget.

Men hvad er en pårørendevejleder egentlig?

En pårørendevejleder skal bidrage med at inddrage den nære omgangskreds som en vigtig ressource i borgernes liv. Det kan være gennem aktiviteter som individuelle samtaler til undervisning af borgere, pårørende eller medarbejdere, oprettelse netværksgrupper og konflikthåndtering i konkrete situationer. Der er allerede positive erfaringer fra Hjerneskade Foreningen med, at relationerne udvikler sig på en god og positiv måde, ved inddragelse af en pårørendevejleder.

- Vores erfaringer med at knytte en pårørendevejleder på samarbejdet mellem fagpersonerne og de pårørende er positive. Det, vi skal huske på, er, at stemningen omkring borgeren er utrolig vigtig for den generelle trivsel, og derfor er et godt samarbejde alfa omega, siger Nina Munch, socialrådgiver ved Hjerneskade Foreningen

Den nyansatte pårørendevejleder er påbegyndt samarbejdet med kommunens bosteder og ledere og vil forme aktiviteterne efter de behov,der er hos de pårørende og i organisationen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...