Ny skolestruktur vedtaget i Frederikshavn Kommune
Onsdag aften vedtog byrådet i Frederikshavn Kommune en ny skolestruktur. Skolerne går nu fra at være inddelt i fire skoledistrikter til at bestå af 10 skoler med hver sin skoleleder og hver sin bestyrelse fra 1. august 2023.
Beslutningen er taget efter afholdelse af dialogmøder og en høringsproces, hvor skolebestyrelserne, de faglige organisationer og offentligheden har haft mulighed for at komme med betragtninger og ønsker.
- Det er et enigt byråd, som har taget beslutningen på baggrund af en god demokratisk proces. Vi har lyttet til borgernes ønsker, og nu får vi en skolestruktur, som tager udgangspunkt i en stærk forankring i de forskellige lokalområder. Vi tror på, at det giver et lokalt engagement, som vil gavne børnene, siger borgmester Birgit S. Hansen (A).
De 10 skoler får samme fysiske placering som hidtil. Der er altså ingen skoler, som skal lukkes, og ingen elever, der skal flyttes.
Her er en liste over de 10 skoler. En skole kan dække over flere matrikler, men den har én og samme skoleleder.
• Torslev Skole
• Hørby og Dybvad Skole
• Sæby Skole, Sæbygårdskolen og Stensnæsskolen
• Frydenstrandskolen, Heldagsskolen og Modtagecentret
• Nordstjerneskolen
• Bangsbostrand og Gærum Skole
• Ravnshøj Skole
• Strandby Skole
• Ålbæk Skole
• Skagen Skole
Den nye skolestruktur træder i kraft 1. august 2023, og i den kommende tid bliver bemandingen af skoleledelserne fastlagt.