08.03.2023 | Af: Michael Frederiksen
Nye boliger og nyt hotel på Sæby Havnefront
111599
111599
Se flere fotos under artiklen.
|
Nye boliger og et nyt hotel på Sæby Havn. Det kan blive en realitet, hvis politikerne i Frederikshavn Kommune giver medvind til en ansøgning fra Sæby Havnefront A/S og LMS Udlejning ApS.
De to grundejere vil omdanne det gamle industriområde ved Sæby Havnefront til et moderne område med blandet bolig og erhverv.
Ansøgningen drøftes i næste uge i Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, da projektet kræver udarbejdelse af en ny lokalplan og et kommuneplantillæg.
I juni 2022 besluttede Plan- og Miljøudvalget, at der i 2023 skal igangsættes strategetisk byudvikling for Sæby. Administrationen foreslår på baggrund af dette, at igangsætningen af lokalplanen sker i forbindelse med det strategiske byudviklingsarbejde for hele Sæby, da Sæby Havn er en vigtig del af byens identitet.
Administrationen foreslår, at der som en del af den indledende planproces holdes en seks ugers foroffentlighedsfase, hvor offentligheden kan komme med ideer og synspunkter for udviklingen af Sæby Havnefront. Der foreslås ligeledes, at der holdes et borgermøde i foroffentlighedsfasen for interessenter i Sæby. Her vil de overordnede tanker for området
præsenteres, og der vil være mulighed for debat.
Center for Teknik og Miljø indstiller til politikerne:
...at der igangsættes nyt kommuneplantillæg for planlægning af Sæby
...at der igangsættes ny lokalplan for planlægning af Sæby havnefront
...at der, som en indledende del af planprocessen, holdes en seks ugers
foroffentlighedsfase
...at der holdes et borgermøde i foroffentlighedsfasen
Anders Leif Andersen er direktør i Sæby-virksomheden LMS Holding ApS, mens personkredsen i Sæby Havnefront A/S består af blandt andre Anders Bundgaard, Hans Jørgen Kaptain og Alice Christiansen.