Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
31.12.2021 | Af: Michael Frederiksen

Få gæster, men ingen fuser på Scandic The Reef

Fra fuldt hus til i underkanten af 100 gæster. Det er situationen på Scandic The Reef i Frederikshavn her til nytår. De nye corona-restriktioner lukkede det tropiske badeland, og hotellet kunne dermed alligevel ikke se frem til et nytår med 500-600 gæster på over 200 værelser.

 

- Det bliver desværre et meget stille nytår. Vi havde fuldt hus, indtil de nye restriktioner ramte os. Folk er påpasselige, når det handler om at være sammen med andre mennesker, siger direktør Marianne Bredevang, Scandic The Reef.

Kun omkring 40 af hotellets gæster skal spise i restauranten nytårsaften. Resten af hotellets gæster holder nytår sammen med familier eller venner i Frederikshavn og omegn. Det lyder som en nytårsfuser, men det afviser hoteldirektøren.

- Det bliver en uforglemmelig aften for de gæster, der har valgt at holde nytår hos os. De får en super menu og med fantastisk god service i selskab med netop de mennesker, der betyder allermest for dem, deres kæreste/ægtefælle, siger Marianne Bredevang.

Hun glæder sig over, at de fleste familier trods alt har valgt at flytte deres ophold i stedet for at annullere det. Det vil sige, at Scandic The Reef samt butikker, spisesteder med flere i Frederikshavn formentlig får glæde af gæsterne "på den anden side" af COVID-19.

- Jeg er overbevist om, at vi ikke har set det sidste til corona, men vi bliver nødt til at finde en ny måde, hvor vi lærer at leve med corona, mener Marianne Bredevang.

Scandic The Reef blev også ramt af mange aflysninger i både juledagene og her mellem jul og nytår. Hotellets nye tilbud om at holde juleaften fik en fin modtagelse, men det lukkede badeland fjernede den primære aktivitet i dagtimerne.

Indtil videre arbejder Marianne Bredevang ud fra, at der er normale tilstande igen fra 18. januar, men inderst inde bliver hun ikke overrasket, hvis restriktionerne forlænges minimum januar ud. Det svarer til den periode, hvor der er hjælpepakker til de virksomheder, der rammes af restriktionerne.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close