Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.01.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Nytårskoncert i Skagen vises på TV2 Nord Salto

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Sådan lyder et gammelt dansk ordsprog. Et ordsprog, der sjældent har været mere relevant end i disse måneder, hvor corona-virussen udfordrer os på traditioner, vaner og de måde, vi plejer at gøre tingene på. 

 

Det gælder på arbejdet, i hjemmet og ikke mindst i forhold til den måde, vi oplever på. På Kappelborg i Skagen har COVID-19 naturligt nok også udfordret kulturhuset. Årets største event, kulturhusets fyrtårn, den største tradition, Nytårskoncerten, kan ikke gennemføres for et livepublikum som planlagt - i stedet sender kulturhuset nu koncerten ud til alle på TV2 Salto. Det sker lørdag 30. januar 2021 kl. 19.40.

- Nytårskoncerten har siden 2013 markeret det nye års begyndelse for mange skagboer og gæster i byen, og vi havde håbet på at kunne gennemføre koncerten, da vi flyttede den til Skagen Kirke, men sådan skulle det ikke gå, lyder meldingen fra kulturhuset, som på baggrund af den aktuelle corona-situation nu officielt aflyser koncerten – vel at mærke i dens oprindelige form.

- Pandemien har ingen af os indflydelse på, og vi valgte derfor umiddelbart efter juleferien at se på vores muligheder frem for vores begrænsninger i forhold til at kunne gennemføre koncerten. Derfor kaster vi os nu over en TV-produktion ud fra devisen, at det har vi aldrig prøvet før, så det kan vi da sikkert godt finde ud af, oplyser kulturhuset.

Planlægningen er i fuld gang til TV-optagelsen, der foregår lørdag 23. januar. Samme dag, som den oprindelige koncert skulle have været afviklet.

Koncertens solister, kor og orkester er der ikke ændret ved, når koncerten lørdagen efter løber over skærmen. Hovedsolisten er fortsat den dansk/grønlandske sangerinde Julie Berthelsen i godt selskab med Skagens "egen" Mads Toghøj, to af Danmarks førende operasangere; baryton Jens Søndergaard og tenor Thomas Peter Koppel, samt Skagens Ambassadør Jens-Christian Wandt, der foruden solist også er programmets speaker. Alle bliver de flot supporteret af det aalborgensiske kor Coro Exsultate, der til daglig ledes af Skagen Kirkes organist, Rikke Kursch, samt Det Jydske Underholdningsorkester. I spidsen for dem alle står vanen tro dirigent Vagn Egon Jørgensen.


Publikum, der har købt billet til den oprindelige nytårskoncert, vil blive kontaktet hurtigst muligt vedrørende muligheden for refundering.

Kulturhus Kappelborg har siden den nationale nedlukning i marts 2020 været mere eller mindre lukket ned for arrangementer grundet COVID-19. Kulturhuset præsenterer under normale omstændigheder 35-40 professionelle koncerter og arrangementer i Skagen med et samlet billetsalg i 2019 på mere end 6.000.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kulturhus Kappelborg / Lotte

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close