26.11.2020 | Af: Michael Frederiksen
Odd Fellow giver trængte familier en julepakke
103117
103117
Søndag 20. december uddeler Odd Fellow i Frederikshavn igen julehjælp til 50 økonomisk trængte familier. Det er tredje år i træk, at loge nr. 64 Julius Meyer uddeler julehjælp. Julehjælpen består af en kurv med julemad, kolonialvarer og julegodter til en værdi af 1.000 kroner.
Behovet for hjælp er ikke blevet mindre med årene. For mange børnefamilier er julen en tid med økonomiske og sociale afsavn. Sådan er det desværre også i år og corona-situationen i Nordjylland har ikke gjort behovet mindre.
- Mange familier er blevet ekstra hårdt ramt i år. Derfor uddeler vi igen i år en julekurv, som forhåbentlig kan være med til at skabe håb, glæde og julestemning i de trængte familier, udtaler de ansvarlige for julehjælpen i Odd Fellow i Frederikshavn.
Uddeling af julehjælpen er mulig, da afdøde logebroder Åge Sørensen oprettede en fond, som har til formål at yde humanitær hjælp i logens virkeområde. Igen i år er udvælgelsen sket i samarbejde med Frederikshavn Kommune.