Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
02.09.2021 | Af: Michael Frederiksen

Østervrå IF jagter i aften sin sjette sejr i træk

Østervrå IF mod Øster Brønderslev IF er Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen, og mon ikke, at mange af tilskuerne i aften lige skal snakke lidt om Joakim Mæhles flotte mål i aftes?
Dagen efter, at Østervrå-drengen Joakim Mæhle scorede til 2-0 i VM-kvalifikationskampen mod Skotland og blev kåret til Kampens Spiller i Parken, jagter Østervrå IF sæsonens sjette sejr i træk.

 

Det sker i aften på Elektrikeren Nord Arena i Østervrå, hvor det suveræne tophold i serie 3, pulje 25, får besøg af oprykkerne fra Øster Brønderslev IF.

Fem kampe og 15 point. Det er status for ØVI's nedrykkere, som er hele otte point foran GVL Løkken på andenpladsen og har 10 point ned til aftenens modstander, der ligger nr. tre.

- Med al respekt for vores modstandere så er niveauforskellen på serie 2 og 3 bare rigtig stor. Så på trods af, at vi har sagt farvel til et par af de rutinerede og bærende kræfter, er der stadigvæk en rigtig stor del af holdet, som har mange års erfaring fra serie 2 og lidt serie 1, siger assistenttræner Mathias Rosendal.

Østervrå IF har et ungt hold med en stamme af rutinerede kræfter op gennem banen (Dennis Rosendal, Marck Olesen, Janus Løgtved, René Elefsen).

- Og så har vi vores to hurtigløbere oppe foran, Andreas Bundgaard og Jonas Koldbro, som på trods af et hav af brændte chance har scoret et pænt antal mål, siger Mathias Rosendal.

Øster Brønderslev er oprykker fra serie 4 og har gjort det fornuftigt i serie 3 - lige indtil i lørdags, hvor holdet tabte 1-8 på hjemmebane til bundholdet Hals, der havde nul point inden kampen.

Østervrå IF mod Øster Brønderslev IF er Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen, og mon ikke, at mange af tilskuerne i aften lige skal snakke lidt om Joakim Mæhles flotte mål i aftes?

- Landsholdet og Joakim er selvfølgelig stadig et stort samtaleemne i byen og klubben, og nu leverede Joakim jo lækkerier igen i går, så vi nyder altid landskampene. Jeg ved, at flere af drengene samles i Østervrå og Aalborg for at se kampene, siger Mathias Rosendal.

Vi opdaterer live på Facebook fra kl. 18.30.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close