Overvejer ny og større færge på ruten til Læsø
Færgeselskabet Læsø overvejer at få en ny og større færge på ruten mellem Læsø og Frederikshavn. Billigere færgebilletter betyder, at flere tilbagelægger den 90 minutter lange sejltur til landets mindste kommune.
- Turismen er i opblomstring, og et af de vigtigste parametre for at tiltrække flere turister er tilgængelighed, siger Lars Rieks, der er administrerende direktør i Færgeselskabet Læsø, til TV2 Nord.
Det er firmaet OSK-ShipTech, der skal undersøge, om der er behov for endnu en færge, der skal supplere færgerne Ane Læsø fra 1995 med plads til 55 personbiler og 440 gæster samt Margrete Læsø fra 1997, som har plads til 75 personbiler og 589 gæster.
- Vi ser frem til at undersøge, om præmisserne for en ny færge er på plads og senere potentielt levere et skib, der er totaloptimeret til at besejre ruten, siger Kristian Carøe Lind, der er Chief Technical Officer ved OSK-ShipTech.
Hvert år tager 270.000 passagerer turen til øen. Det vides endnu ikke, hvor mange passagerer og biler, den nye Læsøfærge skal kunne have ombord.