Gå til hoved-indhold
14. december 2019 - kl. 02.12

På tide, at B&U-formand begynder i børnehave

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: DEBAT-INDLÆG

Jonas Sivesgaard og Monica Fri har skrevet dette indlæg: Når Anders Brandt Sørensen skriver, at vi trygt kan aflevere vores børn i kommunens daginstitutioner, skaber han endnu mere utryghed på grund af hans manglende indsigt i den virkelighed, vi oplever og beretter om.

Samtidig er det enormt frustrerende altid at blive konfronteret med den manglende politiske vilje til at prioritere dagtilbudsområdet. Den manglende vilje retfærdiggøres altid med at ligge hele ansvaret over på penge fra Christiansborg med argumentet om, at kommunale penge til dagtilbudsområdet vil skulle tages fra andre velfærdsområder – dette er IKKE sandt!

I budgettet for 2020-2023 er der hvert år reserveret 27 mio. til kommunens kassebeholdning (som nu er på over 200 mio., og det skal hertil nævnes, at den anbefalede målsætning er en kassebeholdning på 80 mio.) – så der er masser af midler til at udvide kommunens såkaldte budgetramme, det vil sige at bruge flere penge på velfærd. Som bonus kan man endda bryste sig af, at man faktisk har valgt at prioritere særligt udsatte befolkningsgrupper – nemlig børn, handicappede og ældre.

Faktum er, at vi forældre oplever hverdagen – det gør formanden ikke. Vi oplever, hvordan personale og helt små børn er nødsaget til at opholde sig på en iskold og forblæst legeplads både formiddag og eftermiddag. Fordi der er mangel på personale og fordi det er nemmere at holde styr på 70 børn udenfor. Det kan være en kold ”fornøjelse”, især når ens flyverdragt stadig er våd efter formiddagens tvungne tur i det fri, og når man simpelthen ikke har mere energi til at bevæge sig.

Vi er sommetider nødsaget til at aflevere vores små børn i et kaos bestående af 44 børn til to vikarer. Vi er vidner til, hvordan små børn ikke får den nødvendige voksenkontakt i det omfang de behøver, når de for eksempel bliver afleveret en tidlig morgen. Vi oplever, hvordan det pædagogiske personale sommetider reagerer uhensigtsmæssigt over for børnene, fordi de ofte arbejder under et enormt pres – tænk bare at være alene med 15 børn i alderen 0-6 år – det er simpelthen urimelige arbejdsvilkår, fuldstændig uansvarligt og rigtig synd for børnene!

Vores virkelighed er ikke den samme, som formanden beskriver – vores virkelighed er ikke tryg, og man fristes til at spørge, om det ikke er på tide, at formanden begynder i børnehave, bare i en uges tid?

I tilfælde af, at formanden faktisk har mod på sådan en udfordring, anbefales følgende:

Høreværn, kleenex, masser af varmt tøj og børnetække.

Prioriter dagtilbudsområdet NU! En tidlig indsats betaler sig, både på kort og lang sigt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...