Gå til hoved-indhold
29. oktober 2021 - kl. 15.10

Pape inden valg: Jeg har aldrig haft det bedre

  • 1 af 4
    FOTO: Marcus Linkhorst
  • 2 af 4
    FOTO: Marcus Linkhorst
  • 3 af 4
    FOTO: Marcus Linkhorst
  • 4 af 4
    Søren Pape gæstede fredag formiddag gågaden i Frederikshavn. Her fik Kanal Frederikshavn en snak med den konservative partiformand.
Af: Marcus Linkhorst

Der var godt vejr og glade mennesker, da Søren Pape i dag besøgte Frederikshavn. Kanal Frederikshavn var i gågaden og tog temperaturen i den konservative lejr samt interviewede den konservative formand om det kommende kommunal- og regionsrådsvalg.

Søren Pape er ifølge måling for Megafon landets mest troværdige partileder. Han er også en populær én af slagsen.

Det fik han også selv at opleve i dag, da Konservative indtog gågaden - med blamdt andre spidskandidat John Lamp Henriksen, folketingsmedlem Per Larsen og partiformand Søren Pape.

En ældre dame på gågaden fik udleveret en flyer, mens folk ventede på partiformanden. Hun vidste dog ikke, at Pape var på vej, men hun fik rost formanden for at være sympatisk, og så fik byrådskandidaten Thomas Strauss Jensen fortalt, at han var på vej. Det troede hun ikke på, og så væddede de to en stemme.

To sekunder senere kom Pape, og den ældre dame fik sig et billede med partilederen, mens han kunne glæde sig over en sikker stemme til sit parti 16. november.

Og dén situation beskriver godt, hvordan stemningen var i Frederikshavn. Den var god. Undertegnede snakkede også med et ældre ægtepar, der gennem mange år har været konservative og engageret sig i lokalpolitik, og da jeg spurgte, om jeg måtte skrive, at de er glade for formanden, lød svaret:

- Det må du hellere end gerne!

Har aldrig haft det bedre
Der er også god grund til at have et smil på læben, hvis man hedder Søren Pape. Han har det nemlig bedre end nogensinde før, fortæller han til Kanal Frederikshavn, og det skyldes de gode målinger, der giver anledning til optimisme.

- Det går fremad. Jeg har aldrig haft det bedre. Jeg er glad, og med den opbakning, vi står til at få i målingerne, ser det rigtig godt ud.

De gode målinger, der giver anledning optimisme, ligger på 14-17 procent, og selvom det glæder partilederen, så er han klar over, at landsdækkende politik aldrig kan overføres til det lokale - desværre for Konservative.

- Nu er et folketingsvalg jo aldrig det samme som kommunal- og regionsrådsvalg, men jeg håber selvfølgelig, det smitter af, for vi har rigtig mange gode kandidater. Også her i Frederikshavn og til regionen har vi et godt hold.

Adspurgt om, hvad succeskriteriet er, er Pape også tilbageholdende. Han lægger dog ikke skjul på, at Konservative efter nytår skal have flere borgmester, end de har i dag.

- Succeskriteriet er jo, at vi får nogle flere borgmesterposter i hele Danmark

Hvor mange er det?

- Vi har sagt tocifret, så i hvert fald ti som minimum. Men også at vi får flere byrådsmedlemmer. Frederikshavn er jo et godt eksempel på et sted, hvor vi skal have folk ind. Vi skal også sidde godt i regionerne. Det håber jeg, vi kan bygge op stille og roligt.

Frederiksberg-tab vil ikke være overskriften
Frederiksberg er en af de kommuner, der godt kan skifte farve efter det kommende kommunalvalg, mener flere politiske kommentatorer. Det vil i så fald være første gang i 112 år, at kommunen kommer i andre hænder end de konservatives.

Derfor pointerer flere eksperter også, at det vil være overskriften på valget, hvis det sker. Sådan er det dog ikke for Pape, lyder det.

- Sådan ser jeg det ikke. Det er jo ikke sådan, at der er nogle kommuner, der har én værdi, og så betyder resten ikke noget. For mig er det det samlede resultat, der betyder noget. Hvad er det for et landsresultat, vi får? Og så vil jeg selvfølgelig kæmpe for, at vi beholder vores borgmesterposter. Men det er jo lokale valg, og så må vi se, hvordan det går.

I har haft Frederiksberg i 112 år. Det vil vel gøre utrolig ondt at miste den?


- Jo, og jeg håber da så sandelig ikke, at vi mister den. Men jeg synes da, at borgerne på Frederiksberg skal overveje to gange, om de vil have et mini-København, eller om de vil have et Frederiksberg, der fungerer. Men det er jo også demografien, der ændrer sig, men jeg håber da stadig på, at vi har Frederiksberg og alle de andre borgmesterposter. Det vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe med.

De afgørende 90 mandater
Konservatives venner i blå blok, Venstre, er stadig et parti i krise, og i flere målinger er Konservative efterhånden større.

Det har også fået folk til at stille spørgsmålstegn ved, hvem der er lederen af blå blok, men for Pape er der lige noget andet, der er vigtigere.

- Det har vi jo ikke valgt, og det tager vi stille og roligt. Lige nu er det vigtigt, vi samler kræfterne om at få 90 borgerlige mandater. Så kan vi tage det andet bagefter. Nu skal vi lige se, hvordan opbakningen er.

Selvom lederen af blå blok ikke er fundet, så har Kristendemokraternes landsformand, Isabella Arendt, været ude og pege på Søren Pape som statsministerkandidat. Men heller ikke det får den konservative leder til at panikke.

- Det tager vi stille og roligt. Jeg har sagt, jeg synes, at målingerne skal være stabile gennem lang tid, før man begynder på den snak. Det vigtigste er at få 90 mandater først, og så er det klart, at det må være de partier, der skal bakke op. Det tager jeg stille og roligt.

Men det giver motivation, gør det ikke?

- Selvfølgelig gør det det. Det er jo en tillidserklæring. Men ét skridt ad gangen.

Venstres formand, Jakob Ellemann, der ifølge normen er ham, der skal indtage Statsministeriet, har tidligere fortalt, at han godt kan se sig som minister i en Pape-ledet regering.

Men ej heller det er noget, der kan få Pape til at tænke på andet end flertal og 90 mandater.

De 90 mandater skal dog fordeles ud over flere partier, end de skulle ved sidste folketingsvalg. Siden har Lars Løkkes parti, Moderaterne, nemlig indsamlet vælgererklæringer nok, og nu mangler kun det formelle.

Men hvor det stiller blå blok, ved Søren Pape ikke endnu. Han mangler stadig at få svar på nogle afgørende ting fra Løkke.

- Det er et godt spørgsmål, for jeg ved ikke, hvad han vil. Det kommer an på, om han vil pege på en borgerlig statsminister eller ej. Det kommer han forhåbentlig til at sige på et tidspunkt.

Kommunalvalget finder sted 16. november. Konservative sidder pt. ikke i Frederikshavn Byråd. Måske er det anderledes om ganske kort tid.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...