Gå til hoved-indhold
22. november 2019 - kl. 00.11

Pas på: Superheltene må ikke miste deres kræfter

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
Af: DEBAT-INDLÆG

Lone Klarup har skrevet dette indlæg: Vi møder dem hver eneste dag. Ved første øjekast ligner de helt almindelige mennesker, men inde bag det praktiske outfit gemmer sig noget ganske særligt. En superhelt, der kan få de fleste af Marvel- karakterer til at blegne fuldstændig.

Med et arsenal af superkræfter, der spænder bredt, sikrer de hver eneste dag orden og retfærdighed i institutionerne. Med et røntgensyn, der kan gøre Batman grøn af misundelse, formår pædagogerne at se ud i alle institutionens kroge.

Når de ser, at der er behov for dem i den anden ende af huset, kan de med superfart som Flash bevæge sig dertil på et splitsekund. Og hvis de en sjælden gang ikke når frem i tide, kan de i bedste Hulk-stil hele enhver skade på få sekunder.

Hverdagens superhelte har én mission; at give vores børn den bedste hverdag, og det bedste afsæt til resten af livet. At give dem den omsorg og udviklende voksenkontakt, som de har behov for. Og på trods af at forholdene med manglende hænder gør det vanskeligt, så går de langt, og gør alt hvad de kan for at fuldføre denne mission og passe på vores børn. Derfor skylder vi også pædagogerne, at vi passer på dem!

For ligesom alle andre superhelte, så har også hverdagens superhelte – vores pædagoger - svagheder. Konsekvensen af de manglende hænder i institutionerne kan med reference til Supermans univers ses som pædagogernes kryptonit.

Når pædagogerne udsættes for kryptonit i form af de kritisable normeringer, der på nuværende tidspunkt er på dagtilbudsområdet, risikerer vi, at de mister deres superkræfter. Ved længere tids påvirkning er kryptonitten dødelig. Bevares, ikke dødelig i ordets bogstavelige forstand, men vi risikerer, at vores pædagoger brænder ud i et forsøg på at udføre det arbejde, som de er alt for få til.

Når tusindvis af mennesker fredag 22. november samles til demonstration foran Christiansborg, er det ikke kun for at sikre flere hænder til vores børn. Det er også for at sikre flere hænder, der kan hjælpe vores pædagoger med fortsat at kunne give vores børn de bedste betingelser og give dem den omsorg og kontakt, de har behov for.

Lad os passe på dem, der passer på vores børn! #Hvorerderenvoksen?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...