Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
22.07.2022 | Af: Michael Frederiksen

Peter Skovbak klar til flere ultracykelløb

Peter Skovbaks følgebil blev ramt med 110 km/t og skubbet 140 meter frem, da den 55-årige strandbynit for fire uger siden udgik af verdens hårdeste ultracykelløb, Race Across America (RAAM). Det fortæller Peter Skovbak i et længere interview med Kanal Frederikshavn.

 

Følgebilens højre sidespejl sendte Peter Skovbak i asfalten med et "ordentligt smæld", som han udtrykker det i dette interview hjemme i haven på Anemonevej i Strandby.

Peter Skovbak havde cyklet over 4400 kilometer på 10 døgn, da uheldet skete. Han manglede blot 450 kilometer. Da han røg i asfalten, talte han i telefon med sin kæreste, Lene Becher.

- Jeg brugte Lene meget, da vi var af sted. Det var jo ikke sådan, at hele turen var fest og farver. Jeg havde også perioder, hvor jeg havde brug for støtte. Og lige nøjagtigt i forbindelse med påkørslen talte jeg i telefon med hende. Man kan sige, at Lene var med på en lytter, da det skete. Umiddelbart fik hun et chok, men hun konstaterede også hurtigt, at der i hvert fald var liv i mig.

Peter Skovbak er stadig i gang med at bearbejde skuffelsen over, at en 38-årig uopmærksom amerikansk bilist stoppede hans årelange drøm om at blive den blot 13. dansker, som gennemførte RAAM. Han blev også ramt af en nyresten i RAAM. Den kostede seks timer på sygehuset. Inden denne pause lå han på en imponerende samlet fjerdeplads i RAAM 2022.

- Jeg blev bekræftet i, at jeg kan være med mellem de bedste i de svære løb. Det kan jeg i hvert fald selv bruge til noget. Jeg fortsætter med at cykle, og jeg tror også, at jeg kommer til at køre en form for ultracykelløb igen. Jeg har endnu ikke taget stilling til, om jeg skal tilbage til USA og prøve det her en gang til.

Fysisk er Peter Skovbak stort set kommet sig over det dramatiske styrt, men 4400 kilometer på en cykel har sat sine spor. Han har problemer med fingre og fødder, eksempelvis kan han endnu ikke knappe en skorte. Der er tale om klassiske skader efter en langt ultracykelløb.

Peter Skovbak takker for den store opbakning, som han mærkede i USA. Mange fulgte politikommissæren - ofte med spørgsmålet: Hvordan kan han cykle 4.888 kilometer på 12 døgn uden nærmest at sove?

- Det handler om, om man vil det, som man er i gang med. Så kan man godt, og sådan er det jo med mange ting, svarer han knastørt.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close