Phishing: Tre forsøg på bedrageri i Frederikshavn
Nordjyllands Politi har i weekenden fået anmeldelser om tre forsøg på bedrageri i Frederikshavn. Politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, opfordrer folk til at passe på.
Søndag aften modtog to frederikshavnere en SMS, hvor der stod, at de havde en ubetalt el-regning for september. Regningen skulle derfor straks betales, og i den forbindelse var der et et link i sms'en.
Det kaldes phishing. Formålet er at lokke personlige oplysninger, eksempelvis betalingskort, ud af folk.
Det tredje bedrageri-forsøg fandt sted lørdag aften. En frederikshavner modtog et telefonopkald fra en person, som fortalte, at han kom fra politiets IT-efterforskningsafdeling.
Personen påstod, at politiet havde registreret forsøg på misbrug af frederikshavnerens bankkonto. I den forbindelse havde "den falske betjent" brug for nogle oplysninger.
- Jeg kan kun opfordre til, at man aldrig giver personlige oplysninger væk i telefonen, siger Peter Skovbak til Kanal Frederikshavn.