Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.01.2021 | Af: Michael Frederiksen

Pinlig anden halvleg - træner ikke fyringstruet

Vendsyssel Håndbolds bundhold førte igen i pausen, men leverede en pinlig anden halvleg og tabte 19-27 i hjemmekampen mod Horsens, som ellers lå tredjesidst inden kampen søndag eftermiddag i DRINX Arena i Syvsten.

 

Det var ottende gang, at cheftræner Thomas Kjær stod i spidsen for Vendsyssel i Bambusa Kvindeligaen. Han har endnu sit første point til gode. Kent Ballegaard blev fyret efter kun syv kampe, hvor det trods alt blev til ét point.

Formand Christian Carlsen afviser dog, at Thomas Kjær er fyringstruet.

- Vi er frustrerede over, at vi smider føringer væk og generelt kommer så dårligt ud til anden halvleg og laver alt for mange fejl, men vi noterer også en meget bedre indstilling og mere harmonisk trup i dagligdagen, siger Christian Carlsen til Kanal Frederikshavn.

Med fem point op til en plads over nedrykningsstregen var det en kamp, som skulle vindes, og vanen tro fulgte oprykkerne fint med i første halvleg. Frem til 9-9 var gæsterne konstant foran med ét mål, men hjemmeholdet udlignede hele tiden og bragte sig endda foran med 11-9 i pausen.

I den sidste halvdel af første halvleg valgte cheftræner Thomas Kjær at placere playmaker Christina Pedersen på bænken. Det udløste et skænderi mellem de to, men på banen gjorde afløseren Mette Brandt det fint, blandt andet med et par fine målgivende frispilninger til stregspilleren Cecilie Termansen, som afløste Pernille Brandenborg, der havde en skidt dag.

Også energiske og pågående Sara Madsen, som gjorde comeback mod Horsens efter to års fravær fra Vendsyssels hold, stemplede ind med gode aktioner, blandt andet et vidunderligt mål.

De første minutter i anden halvleg har i flere kampe været Vendsyssels akilleshæl, og det blev det så sandelig også mod Horsens. Tre minutter efter pausen var Horsens foran med 13-11.

Surt show for Vendsyssel i skæbnekampen, og i bagklogskabens klare lys er det nemt at undre sig over, hvorfor den succesrige trio - Mette Brandt, Sara Madsen og Cecilie Termansen - indledte anden halvleg på bænken.

Og der blev i hvert fald reageret for sent fra Vendsyssel-bænken, da Horsens-lyntoget kørte i anden halvleg. Vendsyssel tabte de første 22 minutter med ydmygende 14-2. Der var hverken hoved eller hale i dispositionerne på og uden for banen.

Det varede alt for længe, inden især Sara Madsen, men også Cecilie Termansen blev skiftet ind igen. Sara Madsen sluttede sit comeback med fire mål i kampens sidste syv minutter, og hun blev fortjent kåret til Kampens Spiller.

Nederlaget i skæbnekampen betyder dog ikke, at formanden opgiver håbet om redning i landets bedste række.

- Jeg tror stadig på, at vi klarer frisag, men det kræver, at vi vinder den næste kamp i Skanderborg. Ellers tør jeg godt sætte min underskrift på nedrykningen, erkender Christian Carlsen.

Målscorere for Vendsyssel mod Horsens:

Sara Madsen 5
Cecilie Termansen 3
Mette Brandt 3
Steinunn Hansdottir 2
Christina Pedersen 2
Henriette Hansen 1
Ida Andersen 1
Mette Bejder 1
Sofie Lassen 1

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close