16.12.2021 | Af: Michael Frederiksen
Politi tror ikke, hybridbil var årsag til garagebrand
107145 107145
Ifølge politiet er der ikke noget, som peger på, at branden er opstået i den hybridbil, som udbrændte.
|
DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut) kommer i dag til Frederikshavn for at hjælpe Nordjyllands Politi med at fastlægge årsagen til den brand, som søndag aften ramte et garageanlæg på Stenbakkevej i Frederikshavn.
To biler udbrændte og flere kom til skade i den voldsomme brand, som kunne ses på lang afstand.
Ifølge politikommissær Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn, er der flere ting, som peger i retning af en fejl i de faste el-installationer i garagebygningen.
En af de to biler, som udbrændte, var en hybridbil. Der blev spekuleret i, om den var årsag til branden. Det tror Peter Skovbak dog ikke er tilfældet på baggrund af politiets undersøgelser og vidneafhøringer.
- Der er ikke noget, som peger på, at branden er opstået i hybridbilen, udtaler politikommissæren til Kanal Frederikshavn.
Han understreger dog, at den endelige brandårsag endnu ikke er fundet. Politiet håber, at DBI's besøg i dag i Frederikshavn gør alle parter klogere.
Politiet blev alarmeret søndag kl. 17.11. 15 brandfolk og fire slukningskøretøjer deltog i arbejdet med at få kontrol over branden i den centrale del af Frederikshavn - i området mellem Arena Nord og Frederikshavn Gymnasium.
|
|
|
|
Flere nyheder
Indlæser nyheder
|
|