16.06.2022 | Af: Kanal Frederikshavn
Politisk enighed om lukning af syv valgsteder
108879
108879
I Frederikshavn lukker to valgsteder. Fremover skal alle stemme i Arena Nord.
|
Antallet af valgsteder i Frederikshavn Kommune skal reduceres fra 22 til 15. Det indstiller et enigt Økonomiudvalg til Byrådet. Borgmester Birgit S. Hansen (S) mener ikke, at det går ud over demokratiet.
- Det er jeg ikke bange for. Alle er bekendt med retten til at stemme og muligheden for at stemme på de dertil indrettede steder. Og vi har opgjort afstand. Det er rimelige afstande, ligesom kommunen kommer ud til pop up-steder, typisk nogle timer efter almindelig arbejdstid, siger Birgit S. Hansen.
Frederikshavn Kommune har i dag 22 valgsteder. Fem af dem har under 500 stemmeberettigede. I Hulsig er der kun 112 personer, der skal stemme, og der skal sidde mindst fem og betjene valgstedet i 12 timer. Det er ikke tilladt at skære ned på det antal.
Nu lukker kommunen fem valgsteder med under 500 stemmeberettigede. Det drejer sig om Hulsig, Brønden, Lyngså, Understed og Præstbro. Derudover samles tre valgsteder i Frederikshavn til ét valgsted, nemlig i Arena Nord.
- Vi skal også her være rationelle. Det var Økonomiudvalget enige om. Til det netop overståede valg fik vi flere meldinger fra valgtilforordnede og valgstyrere om, at det var for vildt at sidde så mange steder og vente på vælgere, oplyser borgmesteren.
Hun pointerer, at politikerne ikke efterlader de byer, som mister deres valgsted, på perronen. Der tilbydes pop-up-valgsteder. Altså at man kan komme på et tidspunkt, hvor kommunen annoncerer, at nu kan man komme og brevstemme.
- Vi talte om en valgbus rundt til stederne, men er vejret nu dårligt, er det ringe service at skulle stå udenfor bussen i tilfælde af kø. Derfor vil der blive annonceret med, hvor kommunen kommer ud, og hvornår man kan møde op og stemme. Og så kan man jo også altid brevstemme i Borgerservice, hvis man er ude for at handle eller lignende, siger Birgit S. Hansen.
Men I kan ikke løbe fra, at nogle vælgere skal flytte sig længere for at stemme?
- Det er rigtigt, men jeg bliver også nødt til at sige, at mange valgsteder er et levn fra dengang, man gik og cyklede. Nu kører langt de fleste afsted uanset afstand. Retten til at stemme og lysten til at benytte sig af at stemme er op til den enkelte. Og vi vil fortsat have rigtigt mange valgsteder i rimelig afstand i vores kommune, fastholder Birgit S. Hansen.
Antal stemmeberettigede ved folkeafstemningen 1. juni 2022:
Skagen 5.856
Hulsig 112 - LUKKER (skal stemme i Ålbæk)
Ålbæk 1.439
Jerup 709
Elling 1.246
Strandby 1.937
Frederikshavn Nord 4.930 - LUKKER (skal stemme i Frederikshavn Midt)
Frederikshavn Midt 7.462
Frederikshavn Syd 5.350 - LUKKER (skal stemme i Frederikshavn Midt)
Ravnshøj 1.356
Gærum 1.503
Sæby 7.218
Brønden 355 - LUKKER (skal stemme i Østervrå)
Dybvad 800
Hørby 609
Præstbro 361 - LUKKER (skal stemme i Voerså)
Thorshøj 558
Understed 418 - LUKKER (skal stemme i Sæby)
Voerså 617
Volstrup 527
Østervrå 1.362
Lyngså 482 - LUKKER (skal stemme i Voerså)