Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
20.11.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Rådhusene genåbner for borgerbetjening

Efter Sundhedsministeriets udmelding om lempede restriktioner for Nordjylland, genåbner rådhusene i Frederikshavn Kommune for borgerbetjening, men der er stadig corona-restriktioner i kommunen.

 

Også bibliotekerne og jobcentret genåbnes, men til trods for lempede restriktioner er der stadig corona-restriktioner rundt omkring i kommunen.

- Det bliver nu muligt for flere af vores medarbejdere at vende tilbage til deres fysiske arbejdsplads, men vi opretholder opfordringen til, at de, der uhindret kan arbejde hjemme, skal arbejde hjemme. Det gør vi for at være med til at bryde smittekæderne i kommunen, forklarer Mikael Jentsch, kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune.

Borgerservice og biblioteker er dermed atter åbne for offentligheden, men kulturarrangementer er stadig aflyst, indtil videre frem til og med 1. januar.

23. oktober udstedte Styrelsen for Patientsikkerhed et besøgsforbud plejecentrene i Frederikshavn Kommune. Det påbud gælder fortsat, indtil Styrelsen for Patientsikkerhed trækker det tilbage.

- Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der vurderer, hvornår der kan lempes på besøgsforbuddet. Det er en sundhedsfaglig vurdering, som de træffer, siger Mikael Jentsch.

Besøgsforbuddet indebærer, at beboerne på plejecentrene må have en fast pårørende, der kan besøge dem på plejecentret. Det er også mulighed for besøg ved kritiske situationer – kontakt plejecenterlederen, hvis du er i tvivl.

Selvom de skærpede restriktioner i Frederikshavn Kommuner er lempede, gælder samme regler og begrænsninger som i resten af Danmark stadig. Det vil sige, at man må ikke mødes mere end 10, at man stadig skal holde afstand, at man skal opretholde en god hygiejne – herunder afspritning – og at man skal blive hjemme og helst lade sig teste ved det mindste tegn på sygdom.

- Massetestindsatsen i Nordjylland er stadig i fuld gang, og selvom hovedindsatsen er rykket videre til andre af de syv kommuner, anbefaler vi stadig, at man lader sig teste, hvis man endnu ikke har gjort det. Man kan blive testet i Frederikshavn Kommune tre gange om ugen, eller man kan lade sig teste i en af de andre kommuner, hvis testtiderne ikke passer ind i ens skema, siger Mikael Jentsch.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close