Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.11.2021 | Af: Michael Frederiksen

Regionsrådet: Buchhave stemt ud - tre fra S ind

Kirsten Morild Andersen stillede i en alder af 66 år for første gang i sit liv op til et valg, og det slap hun fint fra.
Socialdemokratiet i Frederikshavn Kommune fik valgt alle sine tre kandidater ind i Regionsrådet, selv om partiet gik 6,5 procentpoint tilbage og uventet mistede magten til Venstre.


 

Det drejer sig om Peder Key Kristiansen fra Skagen, Kirsten Morild Andersen fra Frederikshavn og Jørgen Rørbæk Henriksen fra Sæby.

Den 50-årige direktør Peder Key Kristiansen fik 2.285 personlige stemmer, mens 1.798 satte kryds ud for 66-årige Kirsten Morild Andersen, skolelærer på Privatskolen i Frederikshavn.

Begge er nyvalgte. De kom ind som nr. henholdsvis 18 og 27 ud af 41 regionsrådsmedlemmer. Her var Jørgen Rørbæk Henriksen nr. 30. Han har været medlem af regionsrådet i flere perioder.

Borgmester Birgit S. Hansen mener, at valget af tre ud af tre kandidater understreger, at Socialdemokratiet står stærkt i Frederikshavn Kommune.

- Det er et godt valg med tre socialdemokrater i regionsrådet. Der træffes vigtige beslutninger om særligt sundhedsvæsen og regional udvikling, og det er en styrke igen at have tre valgte fra kommunen, udtaler Birgit S. Hansen.

Til gengæld er der ikke andre medlemmer fra Frederikshavn Kommune.

Henrik Buchhave (V) fra Østervrå, som er regionsrådsmedlem i dag, opnåede ikke genvalg. Han fik 1.076 stemmer. Dermed var han 243 stemmer fra genvalg.

Flere andre fra Frederikshavn Kommune forsøgte at komme ind i regionsrådet, men uden held.

Det vil sige, at Frederikshavn, Skagen og Sæby hver er repræsenteret med ét medlem i regionsrådet. Til sammenligning er der eksempelvis fire fra Hjørring og tre fra både Thisted og Aabybro.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close