Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
22.07.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

René Schütze fotograferer de kendte i Skagen

René Schütze er bange for, at Skagen i uge 29 er ved at udvikle sig for meget til poolparty og skumfest for semi-kendte og wannabees på bekostning af en stilfuld og charmerende ferieperle for de danske liebhavere. Foto: Per Frank Paulsen, TV2 Nord
Den nordjyske freelancefotograf René Schütze er blandt de mange pressefolk, der traditionen tro sætter kurs mod Skagen i uge 29, men han er bange for, at Hellerup-ugen udvikler sig i en forkert retning med poolparty og skumfest for semi-kendte og wannabees.


 

René Schütze fotograferer de mange kendisser, der hvert år strømmer til i den festlige uge. Det meste er faktisk aftalt på forhånd mellem parterne, oplyser TV2 Nord.

De mange kendisser ved godt, at René Schütze og hans kolleger er der. For det er nemlig en del af præmissen ved at tage til Skagen netop i uge 29.

- De er der for at blive set og komme i bladene, og det er så der, jeg kommer ind i billedet, siger pressefotografen, der er i Skagen i den berømte uge for cirka 20. år i træk.

Han tager billeder for ugebladet Se og Hør, og i år er det blandt andre nogle af de fra tv kendte "forsidefruer" som Janni Ree og Tina Lund, han regner med at fotografere, ligesom han også plejer at løbe ind i Le Mans-legenden Tom Kristensen.

- Uge 29 i Skagen er arbejde for mig, men det er sjovt og hyggeligt, fortæller René Schütze.

Hans telefon rummer på forhånd navne og numre på nogle af kendisser, som han er bestilt til at fotografere i Skagen. Og i de fleste tilfælde har han lavet aftaler om hvor og hvornår, det passer ind, at han kommer forbi med kameraet.

- Jeg taler i telefon med eller skriver på Messenger med de fleste af de personer, som jeg gerne vil tage billeder af, og så aftaler vi at ses, siger han.

Typisk tager han billeder ved stranden i Skagen eller i klitterne, eller han aftaler, han kigger forbi, mens de spiser frokost for eksempel på Ruths Hotel.

- Jeg har også været med ved stranden og taget billeder af nogen, der morgenbader, og det har altså været aftalt, mens andre gerne vil fotograferes på en gåtur rundt i Skagen. Det er meget forskelligt, forklarer han til TV2 Nord.

René Schütze har - ifølge ham selv - et godt og professionelt forhold til de kendte.

- Det er sådan set meget stille og roligt det hele, siger han.

Han vurderer, at der i dag er mange, der gerne vil være kendt og blive set og fotograferet i Skagen.

- Jeg ser mange, der leaser en fed bil for udelukkende at køre rundt i den i uge 29 i Skagen. De fører sig frem og er det, jeg vil kalde blærerøve. Jeg ved ikke, hvem de er, men der er så mange, der gerne vil være kendte og blive set i Skagen den uge, siger René Schütze.

Han er bange for, at Skagen i uge 29 er ved at udvikle sig for meget til poolparty og skumfest for semi-kendte og wannabees på bekostning af den stilfulde og charmerende ferieperle for de danske liebhavere, byen har været gennem mange generationer.

Og den tid kan René Schütze godt savne. For det er ifølge ham selv de "rigtigt" kendte og ikke dem, der gerne vil være kendte, han tager billeder af.

- Dengang kunne man sidde og vente på gaden, og så kom de rigtigt kendte gående. I dag skal man lede efter dem. Dels holder de sig for sig selv i sommerhusene, og dels er de der slet ikke i det omfang, som de var for 20 år siden, siger han og tilføjer, at det måske bare er udviklingen.

Nogle dage er han i Skagen fra morgen til aften, andre dage har han lavet foto-aftaler med de kendte på faste tidspunkter, så han blot er nogle få timer i Skagen i løbet af ugen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close