Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.03.2023 | Af: Kanal Frederikshavn

Robin Hood blev slået til ridder i Frederikshavn

Spar Nord og Frederikshavn Teaterforening satte alle pile i spil lørdag eftermiddag, da Robin Hood - i Folketeatrets store opsætning - indtog scenen i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

 

Årets familieforestilling fra Folketeatret var en livlig og humoristisk version af den kendte fortælling om Robin Hood og hans bande, som huserer i Sherwoodskoven og stjæler fra de rige for at give til de fattige.

- Der var både eventyr, romantik, slåskampe og en ærlig harme over social ulighed på spil i Robin Hood, og mange af de elskede figurer og scener, som vi husker, var også med. Vi mødte den ikke helt fromme Broder Tuck, den stærke lille John, som er mester i stokkekamp, og selvfølgelig Sheriffen af Nottingham, som aldrig har held med at fange Robin, fortæller Lilly Pedersen, formand for Frederikshavn Teaterforening.

Den grådige Prins John, som misbruger sit job som vikar for sin bror, Kong Richard, og ikke mindst Lady Marian, hvis hjerte Robin Hood vinder i en bueskydningskonkurrence.

- Vi oplevede Robins udvikling fra ubekymret drengerøv til bevidst, ung mand, der tog ansvar for at ændre samfundets uretfærdigheder. Hvis vi ikke hjælper hinanden, er vi ilde stedt. Kærligheden slog gnister, og mon de fik hinanden til sidst? Ja, det fik vi syn for sammen med en masse skønne børn med deres forældre/bedsteforældre – og bonus af alle slags var på besøg, siger Lilly Pedersen.

Begejstringen ville ingen ende tage, og klapsalverne lød igennem salen. Holdet på og bag scenen blev sendt fra Frederikshavn med masser af kærlighed.

- Tak til Spar Nord for samarbejdet om forestillingen. Store opsætninger som denne er kun mulige, hvis vi står sammen erhverv og kultur, så det er vi bare stolte af at kunne gøre i Frederikshavn, og også dette er helt i Robin Hoods ånd, konstaterer teaterforeningens formand med et smil.

Medvirkende: Christoffer Læssø, Marie Bach Hansen, Jesper Riefensthal, Jon Lange, Louis Bodnia Andersen, Josefine Tvermoes, Mathias Sprogøe Fletting, Morten Christensen og Jullie Hjetland.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close