Royal Copenhagen-tyveri fra hus i Frederikshavn
Et indbrud med mange tyvekoster, en gøende hund, som stoppede et indbrudsforsøg, samt henholdsvis en sprit- og narkobilist. Det er nogle af sagerne, som i dag står på politiets døgnrapport, når vi stiller skarpt på Frederikshavn Kommune.
I perioden fra mandag kl. 15.45 til tirsdag kl. 11.45 var der indbrud i et hus på Sønder Strand, en sidegade til Søndergade i Frederikshavn. En nøgleboks er brudt op.
Ifølge politiet er hele huset gennemrodet. Der er stjålet to PH-lamper 2/1, flere arvesmykker og masser af porcelæn fra Royal Copenhagen. Det drejer sig om et ukendt antal frokost-, middags- og desserttallerkener, skåle, dybe tallerkener, to kander og to fade.
Har du bemærket noget usædvanligt på Sønder Strand i nævnte tidsrum, hører politiet gerne fra dig på 1-1-4.
Tirsdag kl. 05.23 modtog politiet en anmeldelse om et forsøg på indbrud i en stuelejlighed i Søndergade i Frederikshavn.
Det lykkedes tyven at bryde et vindue op, men længere kom tyven ikke. Det skyldes formentlig, at en hund i lejligheden gøede og dermed opgav gerningsmanden at komme ind i lejligheden.
Tirsdag ved 15-tiden blev en spritbilist anholdt tæt på Pikkerbakken i Frederikshavn. Politiet oplyser, at den 19-årige mand kørte op på en vold, hvorefter politiet blev kontaktet. Det viste sig, at den unge mand havde drukket for meget alkohol.
Tirsdag kl. 12.12 anholdt politiet en narkobilist på Hjørringvej i Østervrå. Det var en 39-årig mand fra Hørmested, som også var i besiddelse af 2,5 gram amfetamin.