Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
14.08.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Royalt besøg øger interessen for øgruppe

Mikkel Beha, Jørgen Nielsen og Kronprins Frederik sidder her på Jørgens bænk foran huset. Siden besøget har Jørgen omdøbt bænken til 'Krone 21' - samme nummer som hans hus. Foto: TV 2
Jørgen Nielsen - den eneste fastboende på øen Hirsholmen - kan mærke, at TV 2-udsendelsen "Kurs mod danske kyster" har øget interessen yderligere for den lille øgruppe ved Frederikshavn.

 

I aftes viste TV 2 afsnittet, hvor Beha-familien sammen med Kronprins Frederik besøger Strandby, Hirsholmene, Læsø og Skagen. Og interessen for Hirsholmene er på landsplan steget en del, efter kronprinsen og familien Beha har lagt vejen forbi. Det kan Jørgen Nielsen mærke.

- Jeg kan da allerede se på min Facebook, at der er mange, der har set mig i fjernsynet og gerne vil snakke, siger Jørgen Nielsen til TV2 Nord.

I aftes sad Jørgen Nielsen - i lighed med mange tusinde andre danskere - klar foran tv-skærmen for at se udsendelsen. Han er den eneste fastboende på øen Hirsholmen - den største af Hirsholmenes otte øer - og han var allerede tre måneder forud for besøget klar til at vise rundt på den ø, som står ham så nært - og fortælle historier om dagligdagen og om øernes historier. Jørgen Nielsen vidste dog ikke, at han også skulle få besøg af landets kommende konge.

- Det kom som noget af en overraskelse, siger Jørgen Nielsen og tilføjer, at kronprins Frederik gav Jørgen hånden og sagde "god daw Jørgen" - og så svarede Jørgen tilbage med et "god daw Frederik".


Så var stilen ligesom lagt, mener Jørgen Nielsen, som derfra ikke længere behøvede at bekymre sig om at sige De eller Deres Kongelige Højhed.

- Vi var dus, og han var helt nede på jorden og helt almindelig, og det var egentlig et hyggeligt besøg, fortæller Jørgen Nielsen, som tilføjer, at der blev grint en del i løbet af de tre timer, gæsterne var på besøg.

- Ja, for pokker, de er nogle herlige gutter, både Frederik, Mikkel Beha og sønnerne, siger Jørgen Nielsen til TV2 Nord.

Som det fremgår af udsendelsen "Kurs mod danske kyster", laver Jørgen Nielsen allerede fra start sjov med kronprinsen, da han vil vide, hvordan Jørgen Nielsen kan holde til al den larm fra mågerne på øen.

Til det spørgsmål svarer Jørgen: "Hva' siger du?". Han holder masken lidt, men så bryder både Jørgen og kronprinsen ud i grin.

Det blev til tre timers besøg, og Jørgen Nielsens mål med at takke ja til at få besøg og vise rundt var helt klart.

- Det er vigtigt for mig at få vist øen frem, så nogen får lyst til at komme herover og besøge øen. Så det her handler om at få profileret øen, slår Jørgen Nielsen fast.

Han er godt tilfreds med den lille times udsendelse, der er kommet ud af blandt andet besøget på Hirsholmene.

- Det var en dejlig udsendelse, mener Jørgen Nielsen.

Jørgen Nielsen har da også mærket lidt til den såkaldte kendis-effekt - i hvert fald har nogle af vennerne printet og lamineret to skilte, hvor der står Krone 21 på. Det ene fungerer nu som nummerplade for Hirsholms eneste køretøj - nemlig Jørgen Nielsens trillebør - og det andet er sat på den bænk, som han sad på sammen med Mikkel Beha og Kronprins Frederik. Bænken står ude foran Jørgen Nielsens hus - og hans husnummer er 21.

 

BillederTilføj billede


FOTO: TV 2

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close