Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.11.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Sådan ruster forældre teenagere til livet

Børne- og forældreekspert Sofie Münster: - Du får nogle konkrete redskaber til blandt andet at kommunikere konstruktivt, så små ting ikke ender i store konflikter.
Forældre med teenagere er inviteret til webinar 21. november kl. 19.00. Her vil børne- og forældreekspert Sofie Münster fortælle, hvordan forældre kan bevare den tættest mulige relation til deres teenager i en periode, hvor den unge begynder at løsrive sig.

 

Som en del af Frederikshavns Kommunes satsning, der skal understøtte de unges mentale sundhed, kan forældre til teenagere deltage i et online webinar med Sofie Münster, børne- og forældreekspert på Go’ morgen Danmark, forfatter og stifter af Nordic Parenting. Med humor og lettilgængelig viden får forældre en grundlæggende indsigt i og konkrete værktøjer til at støtte deres børn i de årene før og under puberteten.

- Livet som teenagere byder på store forandringer - ikke kun for børnene, men også for os forældre. På den ene side opstår nye bekymringer om børnenes trivsel, selvværd, store følelser og liv på egen hånd med venner, fester, alkohol, rygning og sociale medier. På den anden side har vi ikke længere den samme adgang til barnets indre liv, som vi havde, da de var små. Det kan være en udfordring i mange familier, da der kan opstå konflikter, og mange forældre oplever en langt dårligere kontakt og negative dynamikker i forholdet til deres børn, fortæller Sofie Münster.

Der bliver i januar 2023 afholdt et webinar målrettet fagprofessionelle, der møder de unge i skolen, ungdomsskolen, klubben, SSP og andre steder. De to webinarer er et led i indsatsen for at styrke samarbejdet om at forbedre de unges trivsel og forebygge mistrivsel.

- Vi vil gerne ruste børnene og de unge til at kunne takle ungdomslivet – også i modgang. Derfor giver vi forældre og fagprofessionelle, der er tæt på de unge, viden og konkrete værktøjer til at støtte dem i en periode, hvor der sker de største forandringer, siden de første leveår, siger Christina Lykke Eriksen, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Teenagere er ikke ligeglade
Sofie Münster giver på webinaret sit bud på, hvordan forældre bevarer en nær relation til deres teenager, som i bund og grund forsøger at løsrive sig. Foredraget tager deltagerne igennem de mentale forandringer fra barn til næsten voksen og giver en forståelse af, hvad der er normalt, og hvad der ikke er normalt.

- Målet er at støtte dit barn i at turde stå ved sig selv og sine grænser, så det kan træffe nogle gode valg for sig selv. Du får nogle konkrete redskaber til blandt andet at kommunikere konstruktivt, så små ting ikke ender i store konflikter - og til at tage de svære snakke, så de unge får lyst til at dele deres liv med dig - uanset om det handler om svære følelser, sex eller venskaber, siger Sofie Münster.

Hun afliver én gang for alle myten om, at teenagere er ligeglade med, hvad deres forældre siger. Foredraget vil derfor også byde på konkrete forslag til, hvordan du opstiller rammer for dit barn i forhold til pligter, tøj, lektier, alkohol, hjemkomsttidspunkter, deltagelse i familiebegivenheder osv.

Gør dig fortjent til indflydelse
Sofie Münsters tilgang til teenagere tager afsæt i en erkendelse, som er svær for mange forældre: Vi har ingen kontrol over vores teenager. Vi kan højest håbe på indflydelse, og den skal vi endda gøre os fortjent til. Foredraget viser forældre, hvordan man gør det.

Efter webinaret får alle forældre adgang til en gratis håndbog, som samler og beskriver alle de konkrete råd. Forældre til teenagere kan deltage i et opsamlingsseminar 23. januar 2023 kl. 19.00 med mulighed for spørgsmål og sparring med Sofie Münster.

Link til tilmelding til webinar 21. november.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close