Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
04.05.2021 | Af: Kanal Frederikshavn

Sæby Flyveplads ved Ottestrup er reddet

Formand Kim Müller, Sæby Erhvervsforening, har været mægler i striden mellem flyveklubber og lodsejere, som nu er endt lykkeligt med en syv-årig lejeaftale.
Efter årelang dialog - og med Sæby Erhvervsforening som mægler - er det lykkedes at indgå en syv-årig aftale med lodsejerne, som sikrer Sæby Flyveplads' eksistens.

 

Lejeaftalen var opsagt, og dermed var flyvepladsen ved Ottestrup reelt dømt til lukning. Lodsejerne ønskede at anvende arealet til andre formål, og parterne stod langt fra hinanden.

Det var situationen, da Sæby Erhvervsforening for fire år siden fik et nødråb fra de to primære brugere af flyvepladsen, Sæby Flyveklub og Nordjysk Svæveflyveklub, og besluttede at gå ind i sagen.

- Vi gik i dialog med de to klubber og kredsen af lodsejere, fordi vi så en værdi i at have flyvepladsen og de to klubber i vores område. Vi ønsker at udvikle Sæby både erhvervsmæssigt og som bosætningsområde, men at nedlægge flyvepladsen ville være afvikling. Og hvis først flyvepladsen var nedlagt, ville vi aldrig så mulighed for at anlægge en ny, siger Sæby Erhvervsforenings formand, Kim Müller, og fortsætter:

- Men det holdt hårdt, og parterne stod stejlt over for hinanden. Vi fortsatte dog dialogen og forsøgte at mægle. Da der på et tidspunkt skete en udskiftning i ejerkredsen, viste der sig mulighed for at opnå en aftale. Det tog godt nok fire år, men nu står vi med en ny syv-årig kontrakt med mulighed for forlængelse.

Den ny aftale for Sæby Flyveplads hilses med jubel fra de to klubber, der danner et fælles Flyvepladsudvalg til at stå for den fremtidige udvikling af luftsportsaktiviteterne i Sæby. Et arbejde, der bakkes op af Sæby Erhvervsforening, der aktivt vil deltage i at søge fondsmidler og skaffe sponsorer. Især for svæveflyveklubben ville en lukning være en katastrofe, da der ikke findes en flyveplads nord for Limfjorden med tilsvarende termik-forhold (opdrift).

Sæby Flyveplads har omkring 1700 start- og landinger årligt, men er godkendt til 3000, så der er mulighed for at øge aktiviteten, der ud over sportsflyvninger også tæller erhvervs- og fritidsflyvninger - navnlig til og fra Læsø.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close