Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
27.08.2021 | Af: Michael Frederiksen

SEIF vinder topkamp - er på vej tilbage i serie 2

SEIF vandt 2-0 over FfI i fredagens top- og lokalopgør i serie 3. Og SEIF var klart det bedste hold. Bortset fra de første 10 minutter af anden halvleg sad hjemmeholdet tungt på kampen.

 

SEIF's nedrykkere ligner et hold, som har tænkt sig straks at rykke op i serie 2 igen, selv om holdet har mistet flere spillere efter nedrykningen i foråret.

FfI's andethold kunne ikke være sin indsats bekendt denne fredag aften på Skeltvedvej. Det er i orden at tabe, hvis man giver alt, hvad man har i sig, men det gjorde det unge FfI-hold ikke. I første halvleg var de rød- og sortstribede helt væk. Det blev bedre efter pausen, men utroligt, at FfI - med flere hurtige spillere - ikke formåede at udnytte, at SEIF's forsvarslinje elsker at bevæge sig højt op i banen.

SEIF kom foran efter fire minutter. FfI-målmand Christian Jørgensen fik ikke bokset bolden langt nok væk efter et hjørnespark. Næsten helt ude fra kanten af straffesparksfeltet vandt Kasper Grøntved energisk duellen med FfI's Christian Fuglsang, og Grøntveds hovedstød røg i en blød bue over med- og modspillere og ind i netmaskerne.

SEIF spillede virkelig godt i kampens første 15 minutter, hvor de hurtige kombinationer "sad i skabet" og skabte ravage i FfI-defensiven.

Det blev 2-0 til de gulblusede midt i anden halvleg efter et fantastisk angreb, hvor bolden endte for fødderne af Michael Vestergaard midt i straffesparksfeltet. Sådan en chance misbruger SEIF'eren ikke.

I de døende minutter havde FfI et par fine chancer for at reducere, men hjemmeholdet forsvarede sig heroisk og vandt fuldt fortjent med 2-0. Dermed er SEIF noteret for 12 point efter fire kampe.

- Det var en skøn sejr. Jeg synes, vi sidder på spillet mere eller mindre hele kampen. Vi leverede en god indsats og spillede noget god fodbold, konkluderede midtbanespilleren Nicklas Maajen, som Kanal Frederikshavn kårede til Kampens Spiller i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

Med den udnævnelse følger en flot T-shirt fra Diadora.

- Åh nej, skal vi nu se dig i den trøje hele tiden til træning, grinte et par andetholdsspillere, da det gik op for dem, at Nicklas Maajen var blevet Kampens Spiller.

Han vurderer, at det er godt for SEIF at komme en tur ned i serie 3, hvor de får lov til at være et af de dominerende hold.

I ligner et hold på vej op i serie 2?


- Det er vores mål, men vi er ikke halvvejs i sæsonen endnu, så der kan ske meget. Men vi er i hvert fald begyndt godt, udtaler Nicklas Maajen.

FfI havde fået Jens Sømand ned fra førsteholdet. Den hurtige skagbo måtte dog forlade banen med en skade efter en times spil.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close