Gå til hoved-indhold
13. maj 2021 - kl. 00.05

Ser pårørende for første gang siden 1. marts

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
Af: Kanal Frederikshavn

Tirsdag vendte Skoleskibet DANMARK hjem til Frederikshavn fra togt 109. På grund af COVID-19 har eleverne været isoleret siden 1. marts, hvor de påbegyndte deres uddannelse til skibsassistent på MARTEC, og de har derfor ikke haft mulighed for at holde friweekender sammen med deres kære.

Ikke mindst derfor er besøget af de pårørende i forbindelse med afmønstringen af Skoleskibet DANMARK imødeset med længsel.

Traditionen tro inviteres de pårørende til eleverne på Skoleskibet DANMARK til en privat afslutning og rundvisning på skibet efter endt togt. Det finder sted Kristi Himmelfartsdag og er en stor dag for både pårørende og elever, som med stolthed viser skibet frem og fortæller om deres oplevelser på togtet.

- Det er en stor dag for os alle. Vi bliver aldrig trætte af at se vores elever vise deres skib frem til de pårørende, fortæller driftsinspektør på Skoleskibet DANMARK, Pia Nyborg, og fortsætter:

- Derfor har det været vigtigt for os at finde en form, hvor vi kan gennemføre dagen i respekt for COVID-19-restriktionerne. Det er heldigvis lykkedes, så nu ser vi frem til en stor dag.

De første fire uger af deres uddannelse boede eleverne afskærmet fra resten af omverdenen på MARTECs skolehjem, hvor de kun måtte forlade skolen for at nyde den omkringliggende natur for at undgå smitterisiko.

Ingen indkøbsture eller familiebesøg. 26. marts påmønstrede de Skoleskibet DANMARK, hvorefter de endelig kunne sætte sejl for deres togt 3. april. Den mellemliggende tid blev brugt på at klargøre og blive fortrolig med skibet.

Også togtet har haft et andet forløb end vanligt. Togt 109 førte eleverne omkring Grenen, via Nordsøen til den engelske sydkyst og Den Engelske Kanal og videre ud i Atlanterhavet. Herefter gik turen sydpå forbi Spanien og Portugal, og videre mod Madeira og Azorerne.

Hele togtet er forløbet uden havneophold, så tirsdag var første gang i knap seks uger, at eleverne havde fast grund under fødderne, da Skoleskibet anløb Frederikshavn Flådestation.

Efter en nat langs kaj blev der onsdag morgen sunget en hel særlig morgensang. Normalt bliver der hver morgen sunget sange fra Højskolesangbogen, men i dagens anledning blev sangen "Ferie, Ferie, Ferie" sunget med stor glæde, da eleverne torsdag efter rundvisningen afmønstrer skibet og for første gang i to en halv måned kan nyde en velfortjent forlænget ferie.

20. maj skal de igen møde på MARTEC og færdiggøre deres uddannelse til ubefaren skibsassistent. Eleverne på togt 109 dimitterer fredag 2. juli 2021.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...