Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
21.06.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Silas Rytter: Forløsningen kom på norsk asfalt

Silas Rytter fik endelig en vinderbil mellem hænderne, da han og Touringcar Academy-teamet kørte tredje afdeling af DS3 Cup på Rudskogen-banen i det østlige Norge.

 

Allerede i træningen var det tydeligt, at bilen ikke længere var præget af de tekniske problemer, som har givet en kedelig start på sæsonen for sæbynitten. Silas var i sin anden træning den hurtigste kører på banen - og det på trods af aldrig at have været på banen før.

Farten tog Silas Rytter med ind i kvalifikationen, hvor han kørte tredje hurtigste omgangstid. Glæden varede dog ikke længe, da banens dommere vurderede, at den hurtige nordjyde havde været lige dygtig nok til at overskride banens hvide linjer - som svar på forseelsen blev der lagt ét sekund på omgangstiden, og dermed kunne han starte første heat fra syvendepladsen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt at få en straf efter en ret god tidtagning, men jeg glæder mig egentlig bare over at bilen kan give gas og at jeg er i den ende af feltet, hvor jeg havde forestillet mig at være, siger Silas Rytter, der da også avancerede en smule i første heat og kørte over målstregen på femtepladsen.

- Jeg ved ikke, om det kunne være blevet til mere. Bilen kørte lidt mærkeligt under nedbremsningerne, og det viste sig bagefter, at bagbroen havde løsnet sig, så helt optimalt var det ikke, siger Silas Rytter, som fik revanche i det næste løb.

Her fik nordjyden nemlig en god start og kunne i løbet af få omgange køre sig frem til tredjepladsen. Med en bil, som kørte perfekt fra start til slut kunne han holde placeringen hele vejen til målstregen - og dermed var første podieplads i DS3 Cup sikret.

- Det er virkelig rart, at bilen fungerede, som den skulle hele weekenden! Når teknikken virker, kan jeg også være med i den rigtige ende af feltet, præcis som jeg havde forventet. Mekanikerne fra Touringcar Academy har også gjort det godt i weekenden og løst de småting som opstod undervejs, så jeg er rigtig glad!

Allerede i den kommende weekend er Silas Rytter tilbage bag rattet, når han igen deltager i OK Oktan 100 Super 2L-klassen med Momentum Racing på FDM Jyllandsringen. Det ser Silas meget frem til:

- Momentum Racing ved godt, hvordan sådan en bil skal skrues sammen, og på Ring Djursland fik jeg vist at jeg har en god fornemmelse af hvordan, den skal køres - nu skal vi se om ikke der kan hentes et par pokaler med hjem fra Jyllandsringen, lyder det optimistisk fra Silas Rytter.

Løbene i OK Oktan 100 Super 2L kan streames live her.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close